Backpacker som senior

Om at være rygsækrejsende som 40-50 - årig

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København



Rismark i det centrale Lombok i Indonesien, nær landsbyen Lendang Nangka. I denne landsby findes et lille guest-house for backpackere, som drives af den muslimske skolelærer Haji Radiah. Indkvarteringen er meget primitiv, men jeg har boet her flere gange på mine rejser og haft nogle rigtig gode dage. Haji Radiah taler flydende engelsk og er meget interesseret i at fortælle sine gæster om det sted, de er havnet. Da jeg besøgte ham i 1995 og 1998, arrangerede han f.eks. med jævne mellemrum meget interessante guidede ture i de omgivende rismarker.



Jeg har været backpacker i over 30 år og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, men lysten har altid været der. Og det er efterhånden blevet til rigtig mange ture. Men antallet af lande, jeg har besøgt, har nu aldrig interesseret mig særlig meget - måske lige bortset fra, at det er disse erobringer, som har givet mig adgang til medlemskab af De Berejstes Klub - en lille skare af særdeles berejste mennesker, som er enormt inspirerende at være sammen med, hvis man er bidt af at opleve verden.

Mine allerførste udlandsrejser gik til Helsingborg og Landskrona, hvor oplevelserne var begrænset til ophold på søvnige konditorier sammen med mine forældre - noget, som gav et totalt forvrænget billede af det fremmede. Min første rejse, der virkelig rykkede, gik med tog til Ventimiglia i Norditalien sammen med mine forældre og min farmor i sommeren 1959. Det var en tur, som i dag oplevelsesmæssigt svarer til en rejse til den tredje verden, eftersom levestandarden i Italien dengang var på højde med et u-land. Men bortset fra det, så var selve togrejsen ned gennem Europa en grænseoverskridende oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Alene togrejsen over Alperne var helt fantastisk, blandt andet fordi jeg aldrig før havde havde set bjerge i virkeligheden.

Da jeg blev voksen i slutningen af 1960-erne startede jeg min livslange karriere som backpacker, og den livsform har jeg fortsat lige siden fra tid til anden. En del af rejserne har jeg foretaget alene, mens jeg på andre har været sammen med mine kærester, venner, min familie eller har været deltager i tilfældige grupper. Det har naturligvis stor betydning for rejsernes udfald hvem man er sammen med, men generelt har jeg aldrig haft noget imod at rejse alene. Det giver en langt mere intens kontakt med den lokale befolkning, og man har antennerne ude på en helt anden måde, end hvis man er sammen med andre. Dertil kommer, at det er en meget lærerig oplevelse at blive sat af helt alene i en fjern afkrog af verden, helt løsrevet fra de vante og trygge rammer.

Hvordan er det så at rejse rundt med rygsæk i dag når man er er over 40-50 år i forhold til at opleve verden som helt ung i tyverne?

Det er svært at svare på med få ord. En af forskellene for mit eget vedkommende er nok, at jeg lægger større vægt på kvaliteten af oplevelserne end på kvantiteten. Eller sagt på en anden måde: I dag er det ikke mere så meget et spørgsmål om at erobre nye lande eller territorier, men man er mere tilbøjelig til at vende tilbage til sine favoritlande og favoritsteder for at uddybe sit kendskab til kulturen og naturen der. Jeg tror f.eks. ikke der er ret mange 40-50 - årige, som gider tage på interrail i Europa og se en masse hovedstæder på kort tid uden at vide noget særligt om stederne på forhånd. Det er noget, man vokser fra med alderen. Man bliver mere selektiv og mere bevidst om, hvem man er og hvad man vil se og opleve jo ældre man bliver, og det er jo alt i alt en god ting.


Rejser i U-lande og I-lande

Både nu som før synes jeg stadig helt klart, at det er mest spændende at besøge lande, som i bund og grund er forskellige fra det, man er vant til, selv om det ofte kan være både fysisk og psykisk krævende at rejse rundt i dem. F.eks. var jeg i slutningen af 1990-erne på en lang rundrejse til Thailand, Australien og Indonesien. Jeg kan huske, at jeg generelt var skuffet over Australien, fordi alt var meget vestligt og forudsigeligt. Tingene fungerede stort set som herhjemme, og rent oplevelsesmæssigt var der efter min mening ikke særlig meget at komme efter. I Australien havde jeg ofte lidt den samme fornemmelse som den, man har, når man på en spændende ferierejse går ind og handler i et supermarked, hvor man på få sekunder næsten føler det som om man er kommet tilbage til den daglige trædemølle!

Derfor føltes det næsten som om rejseeventyret var vendt tilbage, da jeg forlod Australien og ankom med natflyet til Bali fra Darwin ved tretiden om natten. Forskellen mellem at vågne op i sovesalen på vandrehjemmet i Darwin og på mit lille backpackerhotel i Indonesien var enorm. Den sødlige duft af tropernes blomster og blade blandet med duften af eksotiske krydderier, min dejlige bambushytte med terrasse, de lokale indbyggeres venlighed, som gør, at man aldrig føler sig alene på disse kanter. På vandrehjemmet i Darwin i Australien delte jeg sovesal med en masse langt yngre backpackere, som jeg stort set ikke snakkede med overhovedet. Her på Bali var min første morgenoplevelse på terrassen en samtale med en smuk, ung balinesisk pige, som ville vise mig nogle af sine tegninger fra den kunstskole, hun gik på. I øvrigt har nogle af mine allerbedste samtaler fundet sted i små hyggelige guest-houses på fjerne lokaliteter i den tredje verden, hvor vi har hygget os og løst verdenssituationen så godt vi nu kunne.




Overalt på Bali i Indonesien møder man aktive kunstnere.




De unge backpackere

En af de meget iøjnefaldende ting man lægger mærke til som senior-backpacker i dag er, hvor unge de rygsækrejsende egentlig er. Gennemsnitsalderen er påfaldende lav hos rygsækfolket, og langt de fleste er under 30. Forklaringen er jo nok, at det store flertal etablerer sig sidst i tyverne og anskaffer sig fast arbejde, hus, ægtefælle, børn og lignende, som binder én både tidsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt. Det er meget synd for de yngre, især hvis de etablerer sig så tidligt, at de aldrig når at få set verden på den spændende måde. Den næstbedste løsning bliver så for de fleste at booke sig ind på en rejse på 2 elller 3 uger, hvor næsten alle rammerne for turen er lagt fast på forhånd. Her er det ofte tiden til at rejse, der mangler mere end pengene. Men mange af de etablerede synes i øvrigt også, at det ville være meningsløst at drage af sted med rygsæk og bo på ydmyge guest-houses, hvis de har råd til at bo på dyre hoteller og leje en bil med chauffør.

Hertil vil jeg sige, at der er en enorm forskel i oplevelsernes kvalitet og dybde på at deltage i en arrangeret luksus-rundrejse på nogle få uger i forhold til f.eks. at rejse rundt i Sydøstasien eller Fjernøsten på egen hånd i flere måneder! Det giver langt større nærvær og motivation, hvis man selv er med til at styre forløbet af sin rejse, og omvendt sløver det ens sanser i foruroligende grad, hvis det fremmede blot opleves som en film bag turistbussens tonede ruder. En banal og måske lidt højrøvet konstatering for garvede backpackere, men ikke desto mindre meget rigtigt. Her er det selvfølgelig en forudsætning, at man som lidt ældre har konditionen og helbredet nogenlunde i orden, for den individuelle rejsemåde er til tider ret fysisk krævende. Det kræver stor energi og ihærdighed at køre 12 timer i en overfyldt bus i et tropisk klima, og det stiller store krav til ens tålmodighed at vente 8 timer på en støvet bænk i Bolivia fordi bussen, man skulle med er forsinket. Ikke desto mindre går denne livsform mange i blodet, især hvis de er startet tidligt. Det kan mange af nutidens unge backpackere tale med om.


Tony Wheeler

Jeg kan tilføje som eksempel, at den legendariske Tony Wheeler (ham der startede Lonely Planet - bøgerne) i dag er blevet millionær som midaldrende på grund af sit succesrige rejsebogsforlag, men da han var helt ung gennemrejste han den tredje verden som backpacker adskillige gange sammen med sin kone. Pointen er, at det gør de også i dag "the hard way" fra tid til anden. I overfyldte busser, på snavsede banegårde og på ydmyge guest-houses. Ikke fordi de mangler penge, men fordi de stadig er fascineret af denne måde at rejse på. Vagabondlivet er gået dem i blodet. De har som andre garvede backpackere for længst indset, at de bedste oplevelser oftest er dem, der kommer helt uventet og ikke er planlagt i forvejen. De ved også, at det en hovedregel overalt i verden, at prisen på et hotelværelse er omvendt proportional med muligheden for at kommunikere med sine medrejsende. Eller sagt på en anden måde: Hvis man indlogerer sig på et dyrt hotel, kan man være rimelig sikker på at være i fred for sine omgivelser, hvis det er det man vil.


.... "Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker".

Forfatteren Carsten Jensen i et interview om hans bog "Jeg har set verden begynde" i Politiken søndag den 26. oktober 1996.


For nogen tid siden læste jeg et interview med Tony Wheeler om hans karriere i rejsebogsbranchen. I dag har han ansat en hær af skribenter, som rejser rundt i verden og checker de praktiske oplysninger, man kan finde i Lonely Planet - bøgerne. Umiddelbart skulle man som rejsefreak mene, at det var et ønskejob at få penge for at rejse rundt og overnatte på eksotiske guest-houses, og personligt ville jeg bestemt ikke have noget imod at prøve det, hvis jeg havde tid og mulighed. Men en af de interessante pointer, der fremgik af interviewet var, at den største fare for skribenterne - både på det personlige plan og med hensyn til deres job - var udbrændthed. Forstået på den måde, at lysten til at opleve verden blev mættet. Det er jo en forfærdelig tanke for en rejsefreak, men ikke desto mindre er det en reel og tankevækkende risiko, hvor især de lidt ældre nok er i risikozonen i kraft af deres lange liv med oplevelser på mange planer.


De bedste sider hos hinanden

Når nu vi taler om aldersforskellen er det også påfaldende, at når man rejser rundt som backpacker, så betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Når man f. eks. sidder i et guesthouse et eller andet eksotisk sted i den tredje verden og snakker med sine medrejsende, så falder man næsten altid helt naturligt ind i den sociale sammenhæng uanset hvor gammel man er. Den oplevelse får man i øvrigt som regel også hos lokalbefolkningen. Forklaringen er vel, at når man er på rejse, så er der ingen, der skal leve op til nogen faste roller og præstationer, og der er heller ikke nogen, der stiller krav til én. Disse to ting er noget, jeg sætter utrolig meget pris på. De er i øvrigt også forklaringen på, at man som regel altid oplever de bedste sider hos andre mennesker, når man er på rejse!




Overalt i den tredie verden vrimler det med hyggelige, små guest-houses, hvor man kan få ro i sjælen og nyde den lokale venlighed og gæstfrihed. For et meget beskedent beløb kan man bo der så længe man har lyst og få sig en kop te, en øl, læse en bog eller snakke med sine medrejsende eller de lokale. Her betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Billedet her er fra byen Ubud på Bali i Indonesien.



Jeg tror og håber, at gennemsnitsalderen for backpackere vil stige i de næste 20 år. Der bliver dog næppe ret mange flere pensionister over 60 med rygsæk, for her tror jeg trods alt, at det fysisk er for hårdt for flertallet at slæbe rundt med en tung oppakning og sove på skæve tidspunkter på ubekvemme steder. Med få undtagelser, så vil de ældre over 65 nok stadig for det meste holde sig til arrangerede ture, autocampers, ferielejligheder, krydstogter og lignende, når de skal ud og rejse. Men jeg er sikker på, at mange flere midaldrende i fremtiden vil iføre sig rygsæk og tage hul på de uendelige muligheder, der ligger i den individuelle rejseform!






En dag rejste hun væk, ingen spurgte hvorhen
hun forsvandt i en bil på gule plader
Det er nok det nærmeste vi kommer på zen
i min barndomsbys snorlige gader


Fra sangen "Sporløs" fra CD-en "De første kærester på månen",
TV2, november 2005. Tekst og Musik: Steffen Brandt.




PS: Nedenstående links er er til almindelig opbyggelse og ikke mindst til stimulering af rejselysten!

  • Kloge citater om det at rejse. Udvalgte citater, som fortæller lidt om psykologien bag rejselysten og hvad det er der får mange mennesker til at drage af sted gang på gang.

  • "Havnen". Med tekst af Arvid Müller. Sunget af Osvald Helmuth. Dette er en af mine favoritsange. Selv om den er skrevet i midten af forrige århundrede er den stadig fyldt med atmosfære, poesi og udlængsel. Den handler om den almindelige lønarbejder, som cykler ned til havnen og fantaserer om skibenes eksotiske mål. Han fantaserer om at være et andet sted end der hvor han er, hvilket er noget, de fleste af os kan nikke genkendende til .

  • På Memphis Station. Johannes V. Jensens klassiske digt fra 1906 har efter min mening overlevet de mange år uden at blive uaktuelt. Udover den enorme poetiske kraft har det en masse signaler i sig, som stadig kan bruges i dag. Udlængsel, rejselyst og angsten for at binde sig er nogle af dem. Det er et fantastisk digt!

  • Mandalay. Sangen om Mandalay er forlængst blevet en klassiker, men den måde, den er blevet sunget på gennem tiderne i Danmark, har unægtelig været meget forskellig. Sangteksten er i virkeligheden et digt skrevet af R. Kipling (1865-1936), som er født i Bombay i Indien og opholdt sig meget i Østen som ung. Den handler om en gammel mand, der sidder hjemme i det fugtige, regnfulde, kolde London og tænker længselsfuldt på sin tid i Sydøstasien for mange år siden.

  • Fusijama fra 1907. Dette lille essay er en anden klassiker af Johannes V. Jensen. Bag det gammeldags sprog gemmer sig en utrolig masse signaler og budskaber. Det fortæller blandt andet om rejsen som et middel til at genopfriske sine sanser og opleve verden med et barns øjne - eller som forfatteren Karsten Jensen siger: "Når man rejser, får man synet og hørelsen igen".

  • Glæden ved at flyve Selv om jeg efterhånden har oplevet over 100 starter og landinger synes jeg stadig, at det er spændende at flyve. Læs mere om hvorfor her.

  • To sange fra Steppeulvenes LP "Hip" fra 1967
    De, der i dag hører ”Hip” første gang, vil nok synes, at den lyder noget syret og flippet. Det var der også en hel del, der syntes dengang. Men for mange af os andre, som har været unge i 60-erne og måske oven i købet har rejst til Indien og Nepal langs "The Hippie Trail”, er musikken og sangteksterne forbundet med dyb nostalgi og er udtryk for et typisk tidsbillede fra hippie-generationen. Men døm selv. Her er teksterne til to af sangene: "Itsi-Bitsi" og "Til Nashet". Teksterne er skrevet af Eik Skaløe og musikken er af Stig Møller.

  • Perron Gare du Nord, sunget af Kim Larsen (fra Gasolin's LP "Stakkels Jim"). Efter min mening en af Kim Larsens mest vellykkede sange, selv om den hører til de mindre kendte.


  • KLIK HER , hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig.

    KLIK HER , hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.