Kloge og tankevækkende citater om at rejse

”… Fra vores lejlighed var der udsigt over sporene, der forsvandt ud i uendeligheden. Og så var der nogle flotte, mørkegule solnedgange. Der faldt et smukt lys over baneterrænet. Togene, der kørte væk, fyldte mig med en enestående længsel. Sporene, som forsvandt ud i verden, som blev ved, længere end øjet kunne følge dem. Det var en påmindelse om, at eventyret var muligt.”.

”... En stor glæde ved rejselivet er, at jeg på kort tid kommer tæt ind på livet af folk – såvel lokale som rejsende. Folk møder ikke én igen, og derfor sætter de ikke en vigtig relation på spil ved at betro sig, som man gør ved nære, varige forhold. Mange fortæller derfor om deres inderste følelser, tanker, drømme og mål. Samtalerne handler om vigtige forhold i livet og bliver dybe og berigende – det er en stor sidegevinst ved rejselivet”.

... "Som berejste har vi hver vores måde at rejse på og hver vores formål med rejserne. Nogle tager ud for at arbejde – evt. for at hjælpe andre, som er i en nødlidende situation. Andre tager af sted for at opleve verden, mens atter andre tager af sted for at opleve sig selv. Men fællesnævneren for alle berejste er, at vi tager ud for at få verden ind under huden. Undervejs på rejsen sanser vi ting - oplever ting, som vi over tid tænker og spekulerer over. Via refleksioner kommer rejserne ind i sjælen, hvor oplevelser og indtryk ligger og spirer og over tid tager form og udvikler sig til et større formål – måske hele livet, vil nogle mene. Ånden i os selv. Alle vores små rejser bidrager til, at vi bliver mere helstøbte som mennesker".

.... "Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker".

..."Indoneserne kalder på deres poetiske sprog det at rejse for at få vasket øjnene. Jeg hører ofte den indvending mod at rejse, at rejsen blot er en form for virkelighedsflugt. Men der er også meget flugt i at blive hjemme og forskanse sig i en historisk og begrænset identitet. Det, man ser hver eneste dag, ender man med ikke længere at se. De ord, man hører hver eneste dag, ender man med ikke længere at høre. Nationalistens erhvervsskade er blindhed og døvhed, paradoksalt nok også over for det land, han hævder at elske så højt. Den rejsende derimod ser ikke blot de andre. Han ender med også at se sig selv udefra med den rejsendes nysgerrige blik. Med nyvaskede øjne ser man to ting klart: Sine egne begrænsninger og sine egne muligheder."

Forfatteren Carsten Jensen i Politiken søndag den 2. juni 2002

"Endelig et Asien uden mindreværdskomplekser. ... Hvis jeg blot havde haft nogle gode detektivromaner at læse i stedet for Thukydid og noget ordentlig rødvin i stedet for lunken whisky, kunne jeg blive her for altid!"

Forfatteren Robert Byron ved ankomsten til Afghanistan i begyndelsen af 1930-erne.

... "Det at rejse bidrager til en følelse af legemligt og åndeligt velbefindende, mens monotonien i langvarig bosættelse eller regelmæssigt arbejde væver mønstre i hjernen, der fremkalder træthed og en følelse af utilstrækkelighed. En stor del af, hvad adfærdsforskerne har betegnet som "aggression", er ganske enkelt en forbitret reaktion på indespærringens frustationer".

... "Når man rejser, bliver livet reduceret til det essientelle, at spise, at sove, at vandre. Det efterlader tid og rum til tanker og overvejelser. Når man rejser, revurderer man sine værdibegreber og sin plads i verden, og når man rejser tilegner man sig verden i en labyrint af vilkår, som er stik modsat den fastlagte hverdag. Det er ganske lidt der bliver, som man havde planlagt - heldigvis. Man kommer til at holde af mennesker og steder, og dog skilles man. Men de ekstatiske øjeblikke bærer man fortsat i sig, og de bliver ved med at gløde".

"At være rejsende er først og fremmest en tilstand, hvor man er væk hjemmefra, fjernt fra sin hverdag, løsrevet fra sine daglige rutiner og forpligtelser. Den rejsende overskrider grænsen mellem det hjemlige og det fremmede og undergår selv forvandlingen fra en kendt person i sin egen verden til en fremmed i en fremmed verden. Gennem sin kommunikation med denne fremmede verden, på afstand af det kendte, "nedbrydes" den rejsendes verdensorden, og mulighederne for forandring og for overskridelse af sine indre grænser opstår"

"... Møderne undervejs - især de tilfældige, som Carsten Jensen skildrer dem - bliver ofte rejsernes vigtigste oplevelser, hvor man befriet for hverdagslivets forpligtende samvær tør agere mere frit og åbent".

Citater fra Keld Grinder-Hansens introduktion til "Rejsen" (Nationalmuseet, 1992).

... "Jeg fornemmer livets puls stærkt, når jeg er i det fremmede. Når jeg ER den fremmede".

... Rejsen, hvor man er alene, er en helt anden. Så er det som om landskabets karakter, lydene, de folk man møder, suger sig ind i en. En anden form for oplagring finder sted. Som var man et stykke trækpapir, hvor der ikke findes nogen katalysator. Sådanne oplevelser vil de fleste nok opfatte som den store virkelige rejseoplevelse. De sekunder hvor man føler at man glider sammen med det oplevede. Det kan være en brændende varm dag på en støvet indisk landevej, hvor man stiger af den altid overfyldte bus og til fods begiver sig et par kilometer til den nærmeste landsby. Træt af varme og alt for mange indtryk sætter man sig ind i et af de beskedne spisehuse, hvor der er alt for mange blænders forskel på mørke og landskabet udenfor, alt kridter ud i hvidt. Da kan der ske det, at man midt i den tanke man tænker, måske om den svedige klistrede bomuldsskjorte man bærer, oplever en tilstand af ikke-væren... trætheden, og måske måneders oplevelser kommer brusende mod ens tindinger, og den pige, der netop lige der kommer gående ude på vejen i sine snavsede bomuldsklæder, med gødningsbrændslet vippende på hovedet, ikoniserer sig som et brændende evigt billede i din hjerne. Alt det du har oplevet de sidste måneder bliver dette ene billede. Tiden står stille som på et fotografi, og det er måske det billede af Indien, du vil bære i dit hjerte resten af livet. Det billede du måske vækkes af mange år senere hvor efterårsvinden suser uden for din bolig på helt andre breddegrader.

Mange antager fejlagtigt, at mennesker, som vandrer alene, er ensomme, mens de i virkeligheden oplever en ro, eftertanke, åndelig tilfredsstillelse og livskvalitet. At vandre med andre, du ikke har følelser for, blot for ikke at være alene, er mere ensomt end at vandre for sig selv.

Det er det, man opfatter med ens sanser af ens omgivelser, der skaber ens identitet. Vandreture i øde egne er dermed i stand til at ændre ens identitet på en positiv og udviklende måde, så man til sidst går rundt og føler sig som et helt andet menneske. De positive minder fra vandreture ude i naturen vil også berige ens liv til hverdag, når man ikke vandrer, da oplevelserne lagres i ens bevidsthed og instinktnatur for altid.

"Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg som regel, at jeg er ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge resten af mit liv på. Måske finder jeg aldrig ud af det. Måske dukker svaret op en af de nærmeste dage. En ting er dog sikkert: min verden er fuld af oplevelser og dejlige steder. Minder som aldrig fortabes, fantastiske mennesker, som jeg aldrig glemmer, planer om nye rejser og håb og forventninger til dagene som kommer. Jeg rejser!

Jeg rejser altid! Ikke rent fysisk, men på alle andre måder. Jeg kan fortælle i timevis om folk, jeg har mødt, steder jeg har været, og ting jeg har set og oplevet. Sætter jeg mig i en stol kan jeg mærke sandet mellem tæerne, frosten i kinderne og duften af krydderierne, og går jeg en tur kan jeg se bekendte ansigter, høre deres stemmer, mærke deres varme.

Time efter time kan jeg bruge på bøger, internet, aviser og fjernsyn i min søgen efter nye rejsemål. Det er aldrig svært at beslutte sig for at tage af sted, men det er som regel svært at vælge, hvor man skal tage hen. På den ene side har man et utal af muligheder og steder, man gerne vil se. På den anden side betyder ethvert valg, at et andet land må vente og endnu engang rykkes tilbage i køen.

Når jeg først er af sted, er det dog kun glæde som fylder mig. Friheden er enorm, til tider skræmmende, og dermed paradoksal. Friheden, intensiteten og den umiddelbare konsekvens, man møder, er de væsentligste årsag til mine rejser. De er naturlove i det spil, man selv opfinder, og respekterer man dem er man sikret et livslangt venskab. Der findes mange måder at leve sit liv på. Nogle søger spænding, andre tryghed. Jeg tror, vi alle har brug for begge dele, forskellen er blandingsforholdet. Et liv med for meget spænding kan slutte hurtigt. Et liv uden kan begynde for sent.

Mine rejser har haft vidt forskellig karakter: shopping i London, trekking i Kashmir; Dykning i Det Røde Hav, weekend i Berlin; Biltur til Amsterdam, pyramidespotting i Mexico og meget mere.

I starten var tid den vigtigste faktor. Jo længere rejser jo bedre. Senere har jeg lært at fokusere mere på indholdet og planlægningen. Jeg er blevet bedre til selv at bestemme indholdet af mine ture, dog naturligvis med plads til overraskelser, og ikke blot lade mig drive rundt som et stykke tømmer i vandet. Det har kostet en del rejser at nå dertil, men det har også givet mig den styrke og selvtillid, mine venner kender mig for.

Det spørgsmål jeg oftest bliver stillet er: Hvor er det bedste sted du har været? Det er et simpelt og ikke uinteressant spørgsmål. Mit første svar er som regel, at det er svært at udpege netop et sted, som er bedre eller mere fantastisk end alle andre. De eksterne faktorer som fx de mennesker, man rejser med, vejret, ens tarmflora eller hvad det nu kan være, har så utrolig stor indflydelse på ens samlede oplevelse af et sted. Det samme sted kan opleves helt forskelligt fra gang til gang, og ting ændrer sig. Mit andet svar er, at det bedste sted jeg nogensinde har været, er hér i Danmark. Det er det sted jeg bliver ved med at komme tilbage til, og jeg har endnu ikke set og oplevet det hele. At rejse meget giver én det privilegium at se sit eget land med andre øjne igen og igen. Og det er endnu en god grund til at tage af sted, hvis man altså manglede sådan én.."

"De fleste mennesker bærer inde i sig et billede af barndommens kyst, og mens alle livets andre indtryk langsomt fortoner sig og slettes ud, bliver dette billede stærkere og stærkere. Marehalmen, som stod stille i varmen; bølgerne, der bar lyset ind mod kysten og lod det blive liggende på den hvide forstrand. Sådan var det engang, og nu søger man det alle steder igen, nogle rejser helt til verdens ende for at finde det land igen, men ingen kyststrækninger kan bringes til at passe, og de, der kommer allerlængst væk, helt derud, hvor man for alvor begynder at huske det glemte, dem ser man næsten altid vende tilbage, plaget af deres Odysseus-længsel indtil det øjeblik, de kan lukke deres livshorisonts storcirkel i netop den egn, hvor de brød op. Alle mænd, der bliver meget gamle, fabler om at gå hjem."

"Det var muligt at rejse. Hvilken fryd og lyksalighed. Tanken om at rejse føles som en forventningsfuld åbenbaring. Som et salmevers af Grundtvig".