Just another town, another train
Waiting in the morning rain
Look in my restless soul, a little patience
Just another town, another train
Nothing lost and nothing gained
Guess I will spend my life in railway stations
Guess I will spend my life in railway stations

Som 7-årig drømte jeg om at blive lokomotivfører. Det blev dog ved tanken, men drømmen blev udlevet på andre måder. Som f.eks. her ved mit elektriske Märklin-tog i vores lejlighed på N.J. Fjords Alle 2 på Frederiksberg. Eller nede på gaden, hvor jeg sammen med min legekammerat Niels Gosvald tegnede kilometervis af togskinner på fortovet. Billedet er fra starten af 1960-erne.

Hvordan beskriver man så sit rejseliv på skinner i en kort artikel? Umiddelbart er det en umulig opgave, men hvis det skal have nogen som helst almen interesse, må løsningen være at udvælge nogle af de bedste togoplevelser gennem årene. Så her kommer en beskrivelse af 5 af mine bedste togoplevelser, som har haft afgørende betydning for resten af mit liv! Det skal lige siges at rækkefølgen er kronologisk og altså ikke er udtryk for en prioritering.

1. Ventimiglia, 1959

Min første rigtige udlandsrejse gik med tog til Ventimiglia i Norditalien med tog i sommeren 1959 sammen med mine forældre og min farmor. Jeg glædede mig vanvittigt til turen, og mine forventninger blev ikke mindre af de mange fantastiske historier, jeg havde fået fortalt om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt klima og andet godt til stimulering af fantasien. Dengang var det helt almindeligt med direkte, gennemkørende sovevogne og liggevogne fra Københavns Hovedbanegård til storbyer som f.eks. Innsbruck, Rom og Paris - ja selv Moskva kunne nås på et par døgn med direkte sovevogn fra København. En stor luksus i forhold til i dag, hvor man skal skifte tog flere gange bare for at komme til Italien. Desuden var jernbaner dengang noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre.

Skandinavien-Italien-ekspressen med vores sovevogn afgik ved 9-tiden om morgenen fra Københavns Hovedbanegård og kørte først gennem det danske sommerland til Gedser. På det tidspunkt var de nye MY-lokomotiver netop sat i drift som afløsere for de gamle damplokomotiver, og selv om de støjede ad helvede til, så var de et af flagskibene for teknikkens nye landvindinger og et symbol på et Danmark på vej mod bedre tider.

Fra Gedser gik det videre med færgen til Grossenbrode - en gammel havn, som i dag ligger tæt på det sted, hvor man når det tyske fastland fra Femern-broen. Derfra videre til Hamborg med et af de store, tyske damplokomotiver, som trods den ældgamle teknik kunne nå op på imponerende hastigheder. Hvis man som mig er jernbaneenthusiast, så var det at køre med et damplokomotiv den ultimative togoplevelse! Ingen maskine kan som disse matche fornemmelsen af kraft og energi, og de, der én gang har kørt med et damptog, vil for altid længes tilbage!

Fra Hamborg gik det videre i røg og damp mod syd gennem det store, nattemørke Tyskland. Tidligt næste morgen nåede vi til Basel og kørte videre ned gennem Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge i virkeligheden, og pludselig var de der i fuld størrelse uden for togvinduet. De magiske udsigter op til sneen og den tavse gletscherverden, de brusende floder og vandfald, de halsbrækkende jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver, som elegant trak de meget lange togstammer gennem landskabet. Den 15 kilometer lange Gotthard-tunnel, som klimatisk set var skillelinien mellem Nord -og Sydeuropa. Regn og kølighed på den ene side og sol og varme ved udgangen af tunnellen. Det hele var bare fantastisk!

Mit allerførste indtryk af Italien, da vi havde passeret grænsen, var det blændende sollys og den kraftige, fugtige varme, blandet med en gennemtrængende lugt af hvidløg og mølkugler! Efter bjergene dukkede Posletten op som en diametral modsætning til Alperne, med et landskab så fladt som et stuegulv. Og efter Genova kom Rivieraen ved Middelhavet. Flotte udsigter, smukke byer med mange gamle huse, et utal af tunneller og et imponerende og bjergrigt bagland med et pragtfuldt klima.

Turen var en enorm oplevelse, især togrejsen, som for mig blev et af dens højdepunkter. Siden kom jeg til at rejse med tog til Sydeuropa adskillige gange, især på vej ned til sommerlige fjeldture i Alperne, hvor jeg har vandret i hundredevis af kilometer gennem årene i både Frankrig, Schweiz, Italien og Østrig.

2. De indiske jernbaner, 1969

10 år senere, i foråret 1969, rejste jeg fra Københavns Hovedbanegård til Kathmandu i Nepal over land langs "The Hippie Trail". Det meste af transporten foregik med tog, men især de indiske jernbaner var en grænseoverskridende oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Menneskemylderet, det totale kaos på stationerne, tesælgerne, nysgerrigheden, stanken, støvet, de næsten kilometerlange togstammer - for slet ikke at tale om de gigantiske damplokomotiver, som var enhver jernbaneenthusiasts drøm! I Danmark forsvandt damplokomotiverne stille og roligt i løbet af 1960-erne, men ikke i Indien. Det var togrejser, der ville noget! Indien er jo meget tæt befolket, og det virkede som om store dele af landets indbyggere var på evig rejse. Det var hårdt at rejse med tog på tredje klasse i flere døgn, men set i bakspejlet er det åbenbart lykkedes mig at fortrænge alle de ubehagelige oplevelser, for togrejserne i Indien står i dag for mig som noget spændende og eventyrligt. Mange måneder efter hjemkomsten kørte oplevelserne, lydene og lugtene rundt i hovedet på mig igen og igen som en filmsløjfe.

		De 4 billeder til venstre er fra min rejse til Indien og Nepal i foråret 1969 langs "The Hippie Trail" fra Tyrkiet og Indien. Du kan klikke på alle 4 billeder og se dem i stort format med beskrivende tekster.  <== Klik på billederne for stort format og mere info.

Jeg var kørt gennem Indien med tog fra byen Ferozepore ved den pakistanske grænse, og nu nærmede jeg mig efterhånden Nepal! I Delhi steg jeg på "Upper India Express" og kørte videre mod øst. Beundrede det flade, frugtbare nordindiske landskab med marker, hestetrukne kærrer og spredte træer, som passerede forbi gennem de glasløse gittervinduer på tredje klasse til akkompagnement af lokomotivets fløjten. Dundrede over adskillige jernbroer fra den engelske kolonitid under en øredøvende larm. Stod af toget i Agra for at se det legendariske Taj Mahal, men selv her i røgelsesduften fra dette utrolige palads kunne man ikke undgå at høre den evindelige fløjten fra de gigantiske damplokomotiver. Dén lyd vil jeg aldrig glemme, og den vil for mig altid være forbundet med Indien.

Klik HER for at læse min illustrerede artikel om de indiske jernbaner.


3. Moskva-Beijing, 2006

Det er lidt med den transsibiriske jernbane som med muslimer og Mekka: Alle, der elsker at rejse, drømmer om i hvert fald én gang i deres liv at tage med verdens længste jernbane ud over den sibiriske tajga og lande et ikke nærmere defineret sted i Centralasien eller Fjernøsten. Og selv om damplokomotiverne er næsten væk og Rusland har ændret sig enormt siden de hedengangne, klassiske globetrottere skrev deres medrivende bøger, så er det stadig en stor oplevelse. Stol på det!

Når man kører med tog i dagevis, får man sjælen med. Man fornemmer jordklodens enorme størrelse, når man efter mange døgns uafbrudt togrejse når frem til steder, man har drømt om i hele sit liv. Den endeløse, sibiriske tajga, Bajkalsøen, Den Kinesiske Mur, Beijing, you name it. Steder, hvis beliggenhed og afstand, man efterhånden er blevet fortrolig med hjemme ved sin globus og nu oplever i virkeligheden.

De lange togstammer på 14-17 vogne på den transsibiriske jernbane udgør et helt samfund i bevægelse. Derfor er det på ingen måde kedeligt at køre i dagevis, for et samfund har sin egen dynamik, og der sker noget hele tiden. Blandt de hundredevis af mennesker, som er med toget, på stationerne, i landskabet uden for vinduet, i spisevognen. Modsat en bus eller et fly kan man bevæge sig rundt som man har lyst, og som turist er det vidunderligt afslappende, at ens valgmuligheder for en gangs skyld er mere begrænsede end de plejer. Man kan snakke med sine medpassagerer, kigge ud af vinduet, læse en bog, spise, stå af på stationerne og kigge på det lokale folkeliv og købe ind i kioskerne - eller sove så længe man har lyst, for der er ingen, der kræver noget af én. Til gengæld kan man ikke fare rundt og besøge en masse seværdigheder, som man synes man bør se, og netop det får én til at slappe ekstra meget af. Når man bor og sover i en togkupé og er på vej, føler man sig fuldstændig isoleret fra resten af verden på en eventyrlig måde. Forventningen om kommende oplevelser, de fremmede stemmer på stationerne, den rytmiske lyd af skinner og sporskifter - det hele giver én fornemmelsen af at få verden ind under huden på en helt anden måde, end hvis man sætter sig op i et fly eller en bus.

		De 4 billeder til venstre stammer fra min rejse til Kina i efteråret 2006 med den den transsibiriske og den transmongolske jernbane. Du kan klikke på alle 4 billeder og se dem i stort format med beskrivende tekster.  <== Klik på billederne for stort format og mere info.

Min togrejse til Kina var planlagt sammen med en gruppe på i alt 8 deltagere fra De Berejstes Klub, og vi havde på alle måder en fantastisk tur. Efter 3 1/2 døgns togrejse ankom vi til Irkutsk i Sibirien, hvorfra nogle af os den følgende dag tog ud til Olkhon-øen ude i den legendariske Bajkalsø og andre tog på vandretur i bjergene ved sydenden af søen. Jeg boede 3 dage på et lille guesthouse i en meget særpræget landsby på Olkhon, omgivet af fantastisk natur. Andet stop på togrejsen var Ulan Bator i Mongoliet, som var udgangspunkt for en hel uges rundrejse i dette verdens tyndest befolkede land. Den sidste del af togrejsen fra Ulan Bator til Beijing tog cirka 1 1/2 døgn.

De fleste i gruppen rejste hjem fra Beijing, men jeg tog videre med fly til Guilin og Yangshuo i det sydlige Kina sammen med Per Allan fra klubben. Den allersidste del af turen inden vi fløj hjem til Danmark var vi tilbage på skinnerne, hvor vi kørte med toget fra Guilin til Shanghai på cirka 30 timer.

4. Med Himmeltoget til verdens tag, efteråret 2009

Efter 5 dage i Beijing steg vores 9 mands gruppe om bord i 'Himmeltoget' fra Beijings vestbanegård, som er den største i Asien. Men utrolig meget i Kina er MEGET stort. Togrejsen startede kl. 21.30 den 2. oktober og førte os på ca. 48 timer op til Tibets hovedstad Lhasa, som ligger 3.600 meter over havet. Jeg vil ubetinget hævde, at den sidste dag paa denne togrejse er verdens flotteste og mest fantastiske! De sidste 1.000 km. af banen er kun få år gammel og fører hen over Tibets højsletter. 960 km af disse ligger over 4.000 meter, 780 km ligger over 4.500 meter, og 20 km ligger over 5.000 meter over havet! Ikke saa mærkeligt, at jernbanen kaldes 'Himmeltoget'! Men når man passerer 3.000 meter i højden, pumpes der kunstig ilt ind i kupeerne! Vi var de eneste vestlige turister i togets 14 vogne og nød især udsigten fra restaurant-vognen, som jo har udsigt til alle sider. For de, der ikke ved det, vil jeg nævne, at Tibet for relativt få år siden var et af verdens mest lukkede og ufremkommelige lande, og for mit eget vedkommende er et besøg i Tibet noget, jeg har drømt om siden jeg var ca. 15 år gammel.

Du kan læse meget mere om min tur med Himmeltoget i min illustrerede artikel på www.ponty.dk/tibe000.htm

5. Fra Perth til Sydney med The Great Indian Pacific Railway

I december 2015 rejste jeg med tog fra Perth til Sydney sammen med min kæreste Susanne med "The Great Indian Pacific Railway" tværs over Australien, vel at mærke på den lange led. Turen fra Perth til Sydney er på 4.352 kilometer og kan i dag køres med tog på cirka 3 døgn uden skift undervejs. Det var en mangeårig drøm fra Susanne, som her blev opfyldt. Susanne har en datter i Sydney, som hun har besøgt flere gange, men kun med fly frem og tilbage. Og i december 2015 var der en oplagt chance for at realisere hendes drøm og for mig til at foretage endnu en lang og spændende togrejse. Og sidst, men ikke mindst: At holde jul og nytår hos Susannes datter og hendes familie i Sydney.

Du kan læse meget mere om min tur fra Perth til Sydney på www.ponty.dk/perth-sydney-2015.htm

.... "Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker". Forfatteren Carsten Jensen i et interview om hans bog "Jeg har set verden begynde" i Politiken søndag den 26. oktober 1996.

Klik HER for læse og høre Kim Larsens lille mesterværk "Gare Du Nord.
Klik HER for at læse mine illustrerede artikler om rejsen fra Beijing til Delhi i efteråret 2009.
Klik HER for at læse mine illustrerede artikler om rejsen til Kina med den transsibiriske jernbane i 2006.
Klik HER for at se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.