Dansk Fjeldvandrerklubs 50 års jubilæumsfest 8. oktober 2016

Jeg kan ikke huske præcist hvornår jeg blev medlem af klubben, men det var engang i midten af 1970-erne. Jeg var i starten medlem af Dansk Bjergklub men skiftede hurtigt til DFK. Jeg har aldrig været til hverken ekstremsport eller sport i det hele taget, men oplevelserne på en træningstur til Kullen med bjergklubben blev en af grundene til, at jeg skiftede klub. Jeg var på klatretur for nye medlemmer af bjergklubben med en instruktør, og jeg kan huske, at jeg uden sikring blev bedt om at forcere et vanskeligt klippefremspring, hvor der var 10-15 meters frit fald ned til vandet. Instruktøren sagde til mig: ”Hvis du træder forkert, så skub udad, så du falder direkte ned i vandet!”. Og DET var dråben til, at jeg meldte mig ud!

I klubben blev jeg hurtigt en del af inderkredsen, som meget tit deltog i turene. En anden ting, der trak dengang var, at vores klub var meget mere social end Bjergklubben. Og netop det sociale tror jeg er et kæmpestort trækplaster for vores klub, også i dag.

Senere begyndte jeg selv at arrangere ture for klubben og kom ind i bestyrelsen. Og jeg var med på rigtig mange ture med 1 undtagelse. ALDRIG vinterteltture. Som nævnt er jeg ikke til det ekstreme. Og der var dengang en nørdet og efter min mening bindegal gruppe, som f.eks. kunne finde på i november eller januar at mødtes i Helsingør ved 17-tiden en fredag aften, tage med færgen til Helsingborg og derefter vandre 5-8 kilometer med fuld oppakning i bælgravende mørke og slå telt op i en skov i 10 graders frost. DER sætter jeg grænsen! Jeg ved ikke, om der stadig findes sådan nogle nørder i klubben i dag, men hvis det er tilfældet er det er jo altid godt, at vi har en rummelig klub, hvor der er noget for enhver smag.

Ikke fordi jeg ikke vandrer om vinteren, men jeg foretrækker de sydlige himmelstrøg. Jeg har f.eks. besøgt alle de 7 Kanariske Øer, hvor jeg har vandret rigtig meget, og jeg har til dato besøgt og vandret på Madeira 7 gange på alle årstider, senest i juni 2016. Begge områder kan på det varmeste anbefales!

A propos vandreområder, så var klubben i starten af mit medlemskab i 70-erne meget fikseret på de nordiske fjeldområder og Skandinavien, men det har i høj grad ændret sig. Rigtig mange har i dag vandret i store dele af verden. Min egen vandredebut uden for Europa var i Nepal i foråret 1969, som jeg rejste til helt alene langs The Hippie Trail med offentlig transport fra Københavns Hovedbanegård til Kathmandu og vandrede rundt i Himalaya i adskillige uger. Tro det eller lad være, men DEN tur ændrede mit liv og fik afgørende indflydelse på flere af mine senere holdninger og gøremål!

Dengang i 70-erne og 80-erne udviklede mange i inderkredsen - deriblandt mig – nære venskaber, som stadig eksisterer i dag, og de har betydet meget for mig. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt var bange for, at klubben ville uddø på grund af manglende generationsskifte, men som man kan se, så skete det heldigvis ikke. Det er dejligt at se, at vi stadig har en aktiv klub, som lever i bedste velgående.

Som jeg nævnte før, så er det sociale aspekt efter min mening en meget vigtig del af klubben. At vandre er en dejlig og uformel måde at være sammen på. I modsætning til f.eks. private fester, hvor man har en fast plads i flere timer, så kan man på en vandretur cirkulere rundt og tale med hvem man har lyst. Og personlig har jeg altid følt det som en fisk i vandet på turene. Jeg synes altid, at jeg har været på bølgelængde med medlemmerne.

Og hold kæft hvor har jeg mødt mange søde piger på turene!

Mig bekendt har der ikke i min tid været de store magtkampe eller kupforsøg i bestyrelsen, dog måske med 1 undtagelse: I starten af 90-erne blev der valgt en ny formand, der hed Flemming De Lorenzi. Han forsøgte at lave klubben om og havde sin egen stil. F.eks. satte han meget fokus på juridiske problemer i foreningslivet, som ingen havde skænket en tanke, som f.eks: ”Hvem har det juridiske ansvar, hvis et medlem kommer til skade på turene?”, og lignende. Det var der – desværre for ham – ingen i klubben, der interesserede sig for. Flemming forsøgte også at ændre klubbens traditioner, men DET er en farlig ting, og her begik han en fatal fejl: På den årlige nytårstur fra Tisvildeleje til Liseleje, hvor han var turleder, fravalgte han besøget hos bageren i Tisvildeleje i starten. Om det var derfor han blev væltet ved den følgende generalforsamling vides ikke, men man har jo lov til at gisne! Dengang skulle man være meget forsigtig med at pille ved klubbens traditioner. Men han var nyskabende på ET punkt: Det lykkedes ham at få udgivet en flot jubilæumsbog ved klubbens 25 års jubilæum i 1991 med essays om klubben og dens liv og en masse turbeskrivelser. Han skrev et forord i bogen, som emmer af begejstring, og det vil jeg lige læse en lille del op af her:

”Dansk Fjeldvandrerklub er en genial opfindelse sådan i al beskedenhed! En immateriel klub. En æterisk klub. En klub, der svinder ind til det rene ingenting, når den ikke er i brug. Og så samtidig én klub, der pludselig kan rumme flere snese mennesker på én gang. Mennesker, der lige har truffet hinanden. Turfæller gennem mange år. Folk, der er på vej til deres første tur i fjeldet og folk, der efter 25 år stadig ikke har fået nok. Folk, der må til fjelds sommer og vinter og vår. Og folk, der har rigeligt i juleturen. Her er der plads til alle, og her har der været plads til alle de sidste 25 år.”

Der har gennem tiderne været mange specielle personer i vores klub, og en del af dem har været spændende og interessante, nogle af dem en lille smule nørdede. Da Goretex f.eks. kom på markedet som noget nyt og fantastisk, blev der skrevet en lang og meget teknisk artikel om det i vores klubblad, som strakte sig over flere numre. Artiklerne hed ”Goretex 1” og ”Goretex 2”. Vi ventede, at der ville komme en Goretex 3, men det skete ikke. Mange af medlemmerne var i det hele taget meget fikseret på udstyr.

Og så er der sikkert mange her i aften, som har hørt om, men aldrig mødt den tidligere klubformand Eric Sell. Han var en god og populær formand i de 5 år, man må være det, og medlemstallet steg i hans periode, men hans stil var også lidt speciel. Eric var meget hjælpsom og hensynsfuld, og han var fantastisk god til at tage sig af nye medlemmer på turene og gjorde alt hvad han kunne for, at de skulle føle sig velkomne og godt tilpas. Men han var ikke til eksperimenterende og mere alternative ture, og hans livsstil satte sit umiskendelige præg på klubben og dens liv. Rødvin og bøffer ved stormkøkkenet var f.eks. ikke lige hans kop te, men DET er jo også noget af det, som har ændret sig med tiden. Som Bob Dylan sang allerede I 1964: ” The Times They Are A Changin”

Til allersidst: Jeg har ikke brugt klubben ret meget i de senere år, men modsat mange andre har jeg ikke meldt mig ud af den grund, og gudskelov for det! Tænk, hvis jeg havde gjort det. Så kunne jeg ikke have deltaget i denne her fantastiske fest!

Hvis du vil vide mere om klubben eller evt. melde dig ind, så gå ind på klubbens egen hjemmeside på adressen www.fjeldvandrerklub.dk

Klik HER for at se min anmeldelse af den norske forfatter Tomas Espedals bog "Gå", som handler om at gå og vandre.
Klik HER for se billeder fra Møns Klint, som er et af Danmarks smukkeste naturområder.
Klik HER for se billeder fra den nye vandresti ved Stevns Klint, som blev indviet i foråret 2005.
Klik HER for læse om den nye vandresti Camønoen på Møn, som jeg besøgte første gang i sommeren 2016.
Klik HER for at se flere billeder fra arrangementer med Dansk Fjeldvandrerklub.
Klik HER for at læse om en af klubbens helt specielle ture.
Klik HER for at læse om mine overnatninger på stranden ved Liseleje.
Klik HER for at se hovedportalen til min hjemmeside.