Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan

Retur til hovedside om Guatemala

I februar-marts 2008 var jeg på en 3 ugers rejse sammen med mit pap-barnebarn Daniel paa 17 år til Guatemala i Mellemamerika. på egen hånd. Turen startede med 1 uges intensivt sprogkursus i spansk i landets gamle hovedstad Antigua, hvor vi boede hos en lokal familie i den gamle, historiske bydel De sidste 2 uger rejste vi rundt i landet med rygsæk og besøgte en masse interessante og naturskønne steder.



Her følger de 3 rejsebreve, jeg sendte hjem til venner og familie under vores ophold:

Antigua, Guatemala, 19. februar 2008

Kære alle

Når man rejser langt mod øst eller vest går der altid at par dage, før man fysisk og psykisk kommer på højde med sig selv. Og 7 timers tidsforskel er rigtig meget. Det var faktisk først i går, 3 døgn efter vores afrejse, at jeg er kommet helt op på mærkerne igen.

Til de, der ikke allerede ved det, er jeg på en 3 ugers rejse sammen med mit pap-barnebarn Daniel på 17 år til Guatemala i Mellemamerika på egen hånd. Vi har planlagt 1 uges intensivt sprogkursus i spansk i byen Antigua, hvor vi bor og spiser hos en lokal familie, og de sidste 2 uger rejser vi rundt i landet med rygsæk. Så lige nu bor vi i den smukke, gamle, historiske bydel i Antigua, som er landets gamle hovedstad. Et rigtig hyggeligt sted med en god atmosfære. Sprogskolen ligger ca. 10 minutters gang fra vores familie, og i dag er det vores anden undervisningsdag. Der undervises fra kl. 8-12 (med 1 lærer pr. elev!) i hyggelige omgivelser, hvor man sidder i åbne atriumgårde i fri luft. Om eftermiddagen skal der blandt andet læses lektier!

Vores fly til Guatemala afgik fredag eftermiddag den 15. februar. I billetten indgik 1 overnatning på et luksushotel i centrum af Madrid. Slet ikke så ringe endda! Hotellet lå midt inde i byens pulserende liv med masser af mennesker, og timerne om aftenen blev udnyttet optimalt. Vi spiste blandt andet tapas på en cafe og fik kigget på masser af byens historiske bygninger, som var badet i projektørlys - det sidste med Daniel som guide.

Flyet afgik næste dag kl. 12.05 fra den enorme, nye Barajas-lufthavn i Madrid. Det er nok den største lufthavn, jeg har oplevet til dato. For at komme ud til vores fly ved gate U62 skulle man f.eks. køre ca. 5 minutter med en underjordisk metro! Flyveturen forløb planmæssigt bortset fra, at Iberia yder en elendig service i forhold til andre langdistanceflyvninger. Eneste formildende omstændighed var, at mad og især drikkevarer var uden beregning.

Efter 10 timer og 40 minutter over det enorme, blå Atlanterhav og Cuba landede flyet i den lille, nedslidte lufthavn i Guatemala City på en bakket startbane, der lige akkurat var lang nok til det store fly. Som aftalt blev vi hentet af en repræsentant fra sprogskolen og kørt til vores værtsfamilie i Antigua, cirka 1 times kørsel fra lufthavnen. Vi bor hos en familie med 4 børn i alderen fra 8 til 14 år. Faderen er journalist, og moderen arbejder ved et projekt for fattige børn i nærheden. Indkvarteringen er absolut ikke luksuriøs, men atmosfæren i huset er venlig og positiv. Vi får serveret 3 måltider udmærket mad om dagen, og familien sidder med ved bordet om aftenen, hvor samtalen naturligvis foregår på spansk. Daniel har spansk i gymnasiet, og jeg kan også lidt i forvejen.

I går var Daniel og jeg sammen med min spansklærerinde ude og besøge hendes landsby, som ligger ca. 7 km fra Antigua. Fik ved den lejlighed prøvet de såkaldte "chicken-buses" for første gang. De er lidt af en oplevelse og nok noget af det nærmeste, man kommer den lokale befolkning i den almindelige dagligdag. Busser af den type findes i hele Sydamerika, og navnet kommer af, at de medbringer både mennesker og dyr til de lokale markeder - herunder kyllinger. I morgen skal vi på en guidet tur med sprogskolen op til en af Mellemamerikas mest aktive vulkaner i nærheden af Antigua. Efter sigende skulle man kunne se ikke bare rygende svovldampe men også flydende lava. I øvrigt er Antigua omgivet af 3 imponerende, høje vulkaner. Den højeste er på næsten 4.000 meter.

Når sprogkurset er slut sidst på ugen tager vi op i højlandet til Atitlansøen, som skulle være en af verdens smukkeste, omgivet af store, aktive vulkaner. Her vil vi finde et lille, hyggeligt guesthouse og bo der nogle dage, helst på et værelse med terrasse og søudsigt, hvor man kan sidde og filosofere eller læse bøger. A propos bøger, så er jeg p.t. i gang men 1. bind af Stieg Larssons trilogi. Den er afsindigt spændende og en stor tidsrøver. Den sidste uge ligger ikke helt fast, men det bliver enten nogle dage ved Stillehavskysten eller oppe i junglen mod øst ved byen Flores og tæt på de berømte templer ved Tikal. Måske begge dele. Vi kommer hjem søndag den 10. marts.

Mange rejsehilsner fra Erik og Daniel




Monterico, Stillehavet, Guatemala, 1. marts 2008

Kære alle

Stillehavets bølger er imponerende. Med få minutters mellemrum skifter størrelsen af bølgerne fra store til enorme. Man kan sidde i timevis og betragte brændingen og tænke på, at bølgerne, der skyller i land, har rejst tusinder af kilometer og måske stammer fra et stormvejr på Tahiti for flere dage siden. Af og til flyver flokke af pelikaner hen over brændingen. Om natten ryster hele vores hus en gang imellem, når bølgerne tordner ned på stranden.

Lige nu sidder jeg i en palmehytte og skriver. Vi skal bo her i Monterico i 3 dage og tager tilbage til Antigua i morgen, søndag. Næsten alle vores måltider indtager vi på "Johnnys Place", som er en lille restaurant på stranden. Men udover et par små hoteller ved stranden bærer den lille landsby Monterico ikke særligt præg af turisme. I går stod vi op ved femtiden om morgenen for at padle rundt i det store vådområde tæt ved kysten. Utrolig flot oplevelse! I starten var der en strålende stjernehimmel, og efterhånden som det blev lyst kunne man se et rigt, eksotisk fugleliv. Ude i horisonten så man silhuetterne af en masse høje vulkaner.

Før vi kom ud til kysten opholdt vi os cirka 5 dage i højlandet omkring Atitlansøen, som er omkranset af høje vulkaner. Vores favoritsted ved Atitlansøen var landsbyen San Pedro - et rigtigt lay back-sted med en afslappet stemning, som minder en del om hippie-kulturen. Turisterne her var primært individuelle backpackere i alle aldre. I vores stamcafe, som i forbavsende grad lignede De Berejstes Klubs Café Globen, som jeg er medejer af, var der f.eks. et lille lånebibliotek, og rundt omkring sad nogle spøjse typer - blandt andet et par midaldrende backpackere med texas-hatte, som var dybt koncentreret i deres labtop. Hvad de helt præcist lavede skal være usagt. Men alt i alt var San Pedro en god oplevelse, hvor vi godt kunne have brugt et par dage mere. Byen ligger ved foden af vulkanen San Pedro, og de lokale beboere er primært maya-indianere, hvor kvinderne går rundt i deres smukt vævede dragter i flotte mønstre. I øvrigt fik vi her opdateret vores viden om kaffe. Overalt på denne årstid lå der kaffebønner til tørring på store arealer på størrelse med fodboldbaner, og fermenteringsmaskinerne (hedder de vist, for de kan vel næppe kaldes kaffemaskiner!) kører hele tiden. Disse store maskiner skiller bønnerne fra kapslerne og skyller dem i vand.

Vi har nu ca. 1 uge tilbage af vores rejse, og da vi kun har 3 uger i alt og også gerne vil se den nordlige del af landet, har vi i de sidste dage besluttet at springe over, hvor gærdet er lavest. Vi har booket en 3 dages arrangeret luksustur fra Antigua op til Maya-templerne ved Tikal (med overnatning lige ved foden af templerne), med sejltur på Rio Dulce-floden (som løber ud i Det Caribiske Hav), med overnatning ved den store Izabal-sø og meget mere. Men så får vi også set solopgangen fra et af de ca. 70 meter høje maya-templer ude i junglen!

Mange rejsehilsner fra Erik og Daniel




Antigua, 7. marts 2008

Kære alle

Her er vores sidste rejsehilsen fra Guatemala. Lige nu sidder jeg i Antigua, hvortil vi ankom i går aftes efter vores 3 dages rundrejse i det nordlige Guatemala. Det var en spændende tur. Vi fik set landets hovedattraktion, som er maya-ruinerne ved Tikal oppe i Guatemalas nordøstlige regnskov. Det var en meget lang køretur derop, men det var anstrengelserne værd. Ruinerne ligger inde i en vaskeægte regnskov, og det er rigtig jungle, med alt det, der hører med til forventningerne om en sådan: Dampende, fugtigvarmt klima og masser af eksotiske fugle og aber, der svinger sig i træerne. Templerne strækker sig over et stort område inde i junglen, og det er ikke alle, der er udgravet, men det største kompleks ligger meget idyllisk i en lysning inde i junglen, hvor fugle og aber bevæger sig rundt i træerne og kigger nysgerrigt ned på de besøgende. Vi var oppe på toppen af 3 af pyramiderne, som er ca. 40 meter høje, ad nogle halsbrækkende trapper, som absolut ikke er for folk med højdesyge! Til gengæld havde vi en formidabel udsigt fra toppen ud over de enorme skovområder. Der ligger masser af maya-ruiner gemt i denne skov, blandt andet templerne ved El Mirador endnu længere mod nord. Disse forventes at blive Mellemamerikas største seværdighed, når det engang bliver muligt for almindelige turister at komme dertil, for i dag findes der ingen veje derop. Hvis vi skulle have besøgt El Mirador, ville det have krævet en lille uges trekking gennem junglen, og det var lige i overkanten.

En af de flotteste sejlture, jeg har foretaget til dato, var sejlturen op ad floden Rio Dulce og ud til kystbyen Livingston ved Det Caribiske Hav, som vi kom til i forgårds. Byen har ingen vejforbindelse til omverdenen, så al transport foregår ad søvejen, hvilket er med til at give stedet dets unikke karakter. Den manglende vejforbindelse er i øvrigt helt i overensstemmelse med den lokale befolknings ønsker. I øvrigt er der her langt flere sorte mennesker end i resten af Guatemala - noget, der har sine historiske grunde helt tilbage fra slavehandelens tid. Sejlturen tager normalt 1 times tid med en af de hurtiggående lanchaer (store speedbåde til offentlig transport), men den kom til at vare en times tid længere, fordi motoren i vores båd gik i stå midt ude på floden. Efter flere forgæves startforsøg fik vi assistance af en anden båd, som samlede os op og fik passagerer og bagage losset om. Men sejlturen var fantastisk. På et tidspunkt udvider Rio Dulce sig til en stor sø, men den sidste halve times tid før Livingston bugter floden sig gennem en dyb kløft med tæt regnskov på begge sider. Ind imellem lå der små hytter ved bredderne med permanent beboelse, og de lokale sejlede rundt i deres trækanoer. Uden en båd her er man fuldstændig isoleret fra omverdenen. Pludselig dukkede Det Caribiske Hav op forude, lige før Livingston.

I dag slapper vi f i Antigua, men i morgen starter den lange flyrejse hjem. Først til Miami, hvor jeg for første gang kommer til at sætte foden på Guds eget land (dog kun i 3-4 timer). Vi forventer en meget grundig check af håndbagage og passagerer i Miami, og det er formentlig ikke nogen stor overdrivelse, at man kommer til at stå i underbukser foran sikkerhedskontrollen. Gud bedre det! Fra Miami flyver vi videre til Madrid på ca. 8 1/2 time og derfra videre til København, hvortil vi ankommer søndag aften den 9. marts.

Mange rejsehilsener fra Erik og Daniel