Mareridt i Guds eget land!

Mareridt i Guds eget land!

Miami Airport – mit første møde med USA

Af Erik Pontoppidan

Copyright: Erik Pontoppidan


Jeg holder meget af at flyve. Følelsen af at blive presset tilbage i sædet og opleve hundreder af tons metal bevæge sig ud ad startbanen med vanvittig fart for bagefter at stryge op gennem skydækket under den mørkeblå himmel er for mig stadig lige fantastisk. Og selv i dag, hvor jeg efterhånden har oplevet langt over 100 starter og landinger, så bliver jeg stadig utilfreds, hvis jeg ikke får tildelt en vinduesplads.

Til gengæld hader jeg lufthavne med al den stress, de genererer. Frygten for at komme for sent til en afgang, hvor alle pengene er tabt og rejsen går i vasken, hvis man ikke kommer med sit fly. De lange, snoede køer foran check-in - skrankerne med al bagagen, der må kures hen ad gulvet, mens man venter. De paranoide sikkerhedscheck, hvor man nærmest skal stå i underbukser foran sikkerhedskontrollen før man går om bord. Her har 11. september virkelig gjort livet surt for de rejsende. Nogle lufthavne er dog værre end andre. I det følgende vil jeg beskrive en af mine mindre positive rejseoplevelser.




Under indflyvningen til lufthavnen i Miami svæver man hen over et trøstesløst landskab af højhuse og kvadratiske, snorlige gader.


I februar / marts 2008 havde jeg tilbragt 3 spændende uger på egen hånd i Guatemala i Mellemamerika sammen med mit pap-barnebarn Daniel på 17 år og var nu på vej hjem til Danmark. Tidligt om morgenen var vi taget med en taxa fra byen Antigua til landets hovedstad Guatemala City og havde checket ind i lufthavnen der for at påbegynde den lange hjemrejse. Lufthavne er jo som sagt ikke det mest spændende sted at opholde sig i dag med alle deres paranoide sikkerhedscheck, men Guatemala Airport var nu ikke så slem endda. Vi gennemgik de sædvanlige check, men personalet i lufthavnen var venligt og smilende, og efter et par timer steg vi om bord i det første fly, som på 2 ½ time skulle bringe os til Miami.

… Efter at have svævet hen over Everglades store sumpområder kom vi ud over havet, og vores fly svingede ind mod Miami Beach. I horisonten skimtedes en Manhattan-lignende skyline bag en hvid strandbred. Jeg har aldrig tidligere besøgt USA og var derfor en smule euforisk over første gang at skulle sætte foden på Guds eget land. Begejstringen blev dog kølnet noget, da landskabet opløste sig i et net af deprimerende, kvadratiske, snorlige gader og stærkt trafikerede motorveje. For slet ikke at tale om, da vi steg ud af flyet og kom ind i Miami Airport.

Jeg er aktivt medlem af De Berejstes Klub og har rejst utrolig meget over hele verden, men Miami Airport var lidt af en traumatisk oplevelse. Jeg har ALDRIG nogen sinde været i en lufthavn, hvor jeg har fået en mere uvenlig behandling! Det startede med de sædvanlige kødannelser foran paskontrollen. Ikke i sig selv noget usædvanligt, men da vi jo var transitpassagerer og derfor ikke skulle ind i USA, kiggede vi efter nogle skilte med information for transit-rejsende. Jeg har senere fået at vide, at begrebet ”transit-passager” overhovedet ikke eksisterer på disse kanter. Hvis man mellemlander i en amerikansk lufthavn, så skal man gennem præcis samme rutine, som hvis man skulle på en måneds ferie i landet. Problemet var bare, at alle dem, vi spurgte om vej, behandlede os som om vi var idioter, selv om vi begge to taler næsten flydende engelsk. Stort set alle var uforskammede, og vores behandling var ikke bare resultatet af en enkelt sur funktionær, som havde en dårlig dag. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på, hvordan det var at rejse rundt i det gamle Østeuropa før murens fald. Her kunne man i rigt mål møde kontrolfreaks og et bureaukrati, hvor små embedsmænd benyttede sig af den smule magt, de havde til at gøre livet surt for de rejsende. Det samme gælder i øvrigt i flere lufthavne i den tredje verden i dag. Forskellen er bare, at USA er et velstående, vestligt land, hvor alene frygten for terror i lyset af 11. september har gjort landet fuldstændig paranoidt i forhold til resten af verden. Det må være nogenlunde sådan, at folk med anden etnisk baggrund oplever ankomsten til Kastrup Lufthavn!

Men tilbage til paskontrollen. Selv om vi kun var transitpassagerer, skulle vi aflevere fingeraftryk af alle 10 fingre, fotograferes + aflevere 2 formularer hver med tolddeklarationer! Man må sige, at 11. september har gjort flyrejser anderledes. Det eneste morsomme ved paskontrollen var, at paskontrolløren efter 2 fotos, 20 fingerafryk og en sur bemærkning over en mangelfuld tolddeklaration sagde til os: "Welcome to The United States!"

Efter hjemkomsten har jeg hørt, at flere af mine bekendte har haft lignende oplevelser i Miami. Så kan man spekulere på, om der er særlige grunde til, at netop denne lufthavn giver sine passagerer en så dårlig behandling. Kan det være på grund af det meget store antal cubanske flygtninge i området? Har lufthavnen en dårlig ledelse? Eller er der andre forklaringer? Et rygte vil vide, at lufthavnen beskæftiger et stort antal tidligere soldater, som ikke har kunnet bruges i militæret og derfor får afløb for deres frustrationer her!

Omsider slap vi gennem de sidste forhindringer og kunne ånde lettet op i afgangshallen ved Iberia-flyet til Madrid. Vi slog os ned i en sofa mellem Pizza Hut og Burger King og fordrev ventetiden med at følge med i TV-transmissionerne fra valgkampen mellem Hillary Clinton og Obama. Tænk, at vi nu var i USA!




Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER