Wieth-Knudsen-observatoriet ved Tisvilde i Nordsjælland Wieth-Knudsen-observatoriet ved Tisvilde i Nordsjælland

Tekst: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan



Foto: Erik Pontoppidan.

Nu har jeg haft mit sommerhus i Melby ved Liseleje siden 2002, men det er først for 4 måneder siden, at jeg har fået kendskab til, at der findes et astronomisk observatorium nær Tisvilde, som er offentligt tilgængeligt. Det, der er lidt mærkværdigt er, at jeg har været astronomi- og rumnørd lige siden min barndom og har finkæmmet den danske nattehimmel med min lille astronomiske kikkert. Da jeg boede på Frederiksberg som ung, cyklede jeg i fast rutefart ind til Rundetårns Observatorium på stjerneklare aftener, hvor jeg kom til at lære observator Magnussen rigtig godt at kende. I dag kan man stadig besøge observatoriet, men det er tæt på at være det dårligste sted, man kan placere en stor astronomisk kikkert på grund af lyshavet fra det centrale København.

Det hedder Wieth-Knudsen-Observatoriet og ligger nær Tisvilde by, dybt inde i en labyrint af uasfalterede sommerhusveje, mindre end 100 meter fra det magiske Tisvilde Hegn. Det drives og ejes af Astronomisk Selskab, men alle er velkomne på åbent hus-aftnerne, som finder sted på to aftner om måneden. Man kan besøge observatoriet den anden og den sidste lørdag i måneden, uanset vejret. Åbningstiderne varierer i årets løb på grund af de lyse nætter om sommeren, hvor det er svært at se lyssvage objekter på himlen. Arrangementerne er gratis, og man behøver ikke melde sig i forvejen.

Åbningstiderne er:

September-marts: 21-23
April og august: 22-24
Maj, juni og juli: 23-24

Observatoriets adresse er Margit Nyholms Vej 19, 3220 Tisvildeleje.

Udover de to faste månedlige aftener er det muligt at arrangere besøg andre dage mod betaling for grupper, skoleklasser, mv. Gruppebesøg aftales med en af kontaktpersonerne. Man kan desuden abonnere på et månedligt nyhedsbrev på mail, med oplysninger om stjernehimlen i den aktuelle måned.

Kontaktpersoner: Michael Quaade, 4032 3553 mq@astronomisk.dk

Peter Zethner-Møller, 3070 2370 peter.zethner@gmail.com

Man kan læse mere om observatoriet på dets egen hjemmeside på www.wko.dk.

Observatoriets kikkert: Observatoriet rummer et kuppelrum på knap 3 meters diameter med plads til 12-14 personer. Det er udstyret med en Meade LX200 GPS kikkert med en diameter på 40 centimeter. Teleskopet har en elektronisk styring, så det automatisk kan indstilles mod det ønskede objekt på himlen. De indbyggede databaser indeholder positioner for 145.000 objekter.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.