Jeg har drømt om at besøge Tibet lige siden jeg var ca. 15 år gammel. Jeg har på forhånd opgivet at give en bare nogenlunde detaljeret beskrivelse af vores rejse, men turen var en fantastisk oplevelse for alle sanser.
I foråret 1969 stod jeg en tidlig morgen på en bjergtop i Nepal i små 5.000 meters højde i fuldstændig skyfrit vejr. Tæt på kunne man se Langtangs isklædte top på over 7.000 meter, og i det fjerne var der udsigt til hundredevis af sneklædte tinder inde i Tibet, som dengang var et fuldstændig lukket land for udlændinge. Derfor var det en helt speciel oplevelse for mig at få mulighed for at besøge dette land 40 år senere.
Selv om en stor del af Lhasa i dag er en moderne by, er der stadig masser af levende spor fra landets ældgamle kultur. Tibetanerne er lette at kende fra den kinesiske besættelsesmagt på deres udseende og deres beklædning. Overraskende mange svinger f.eks. stadig deres bedemøller i hånden, mens de passerer forbi det massive opbud af kinesisk militær, som konstant overvåger byen. Og der findes stadig en gammel bydel fyldt med atmosfære, templer og røgelse.
Dagen efter vores ankomst til Lhasa besøgte vi Potala-paladset i byens centrum, som var Dalai Lamas bolig indtil han flygtede til Dharmsala i Indien i slutningen af 1950-erne, hvor han stadig bor. Det er en både fantastisk og meget tragisk historie, men besøget i Potala-paladset var uden overdrivelse en af mit livs store oplevelser.
Betegnelsen 'Verdens tag' om Tibet skal tages helt bogstaveligt, for gennemsnitshøjden for vores overnatningssteder var omkring 4.000 meter. Og DET er noget, der kan mærkes! I starten bliver man stakåndet af den mindste fysiske aktivitet og får meget nemt hovedpine, Men selv i højder på omkring 5.000 meter findes der landsbyer med flokke af yakokser, får og geder, og her leves livet stort set stadig som i middelalderen. Høsten var i fuld gang hos bønderne i oktober, og kornet tærskes stadig med håndkraft og males til mel i gammeldags stenkværne. Som brændsel bruges tørret yaklort, som gemmes i enorme mængder i landsbyerne fordi der er meget få træer i denne højde. Utroligt, men sandt! Undervejs tilbragte vi en enkelt nat i den nordlige Everest base camp, som er det sted, hvor bjergbestigere starter den egentlige bestigning af verdens højeste bjerg. Det var helt overvældende rent naturmæssigt, men hold kæft hvor var det koldt! Der blæste en halv orkan ned fra bjerget med temperaturer på omkring eller lidt under frysepunktet.
På turens sidste del kørte vi 3.000 højdemeter ned fra det tibetanske højland på en halv dag og krydsede grænsen mellem Kina og Nepal ved den såkaldte 'Friendship Bridge', som ligger i en dyb kløft. Det var et gedemarked uden lige. Blandt andet gennemgik kineserne omhyggeligt al vores bagage, tilsyneladende med det ene formål at finde bøger med billeder af Dalai Lama, som i så fald omgående blev konfiskeret. Fuldstændig absurd, da der jo findes hundredetusinder af sådanne billeder uden for Kina. Turen fra grænsen til Kathmandu blev til gengæld en dejlig oplevelse, hvor Nepals vanvittig flotte landskaber og smukke kultur viste sig fra deres bedste side. Og selv om Kathmandu er blevet en voldsomt trafikeret og larmende storby, har den stadig rigtig mange oplevelser at byde på. Jeg besøgte Kathmandu første gang for 40 år siden (i 1969), så byen har en helt særlig plads i mit hjerte, som er svær at komme udenom.
For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at alle billederne kan ses i stort format, hvis man klikker på dem! Man kan også bladre frem og tilbage mellem de store billeder ved at klikke på pilene under billedet.
