Det ligner et foto fra et gammelt pladeomslag. Om et øjeblik begynder de at danse. The bin Laden Family anno 1971, et saudiarabisk alternativ til musikdynastier som The Osmonds og The Jackson Family.

Billedet er taget i den lille svenske by Falun, og det er ikke løgn: Den smilende fyr med kassebukserne, nummer to fra højre i forreste række, er verdens mest eftersøgte og frygtede mand Osama bin Laden, dengang skægstubbene endnu ikke var brudt frem. De andre ved siden af og oven på den store amerikanske bil, en lyserød Cadillac, er 21 af hans 50 søstre og brødre. Fotografen beder dem sige ”cheese” på arabisk, alle smiler beredvilligt.

Fire år tidligere er børnenes far, den stenrige Mohammed bin Laden, død i et flystyrt. Sønnen Salem overtog faderens rolle, men også han falder ned med et fly. Man kigger på billedet, forsøger at aftvinge det et svar på gåden om en drengs forvandling. Et svar på mysteriet om en smilende teenager, der blev sin families og en hel verdens sorte får og i en alder af 44 år hylder flykapringer og overlagt mord på tusinder af civile som en metode til at bekæmpe den kultur, han så tydeligt var en del af dengang i Falun, hvor der, som man kan se, ikke er en eneste beklædningsgenstand, ikke et eneste objekt i det hele taget, der viser tilbage til en ikke-vestlig identitet, til islam.

Billedet giver ikke svar på teenagedrengens radikale hamskifte, men det viser, at den voksne Osamas ekstremisme er funderet på en opvækst præget af rigdom og en livsstil, der til forveksling minder om den, der ville kendetegne en stor middelklassefamilie i USA.

Fotografiet afslører, at den turbanklædte jihadkriger, der i disse år ynder at udtale sig til et videokamera med en nøgen klippevæg og en Kalasjnikov som baggrund, ikke er vokset ud at den sociale og åndelige armod og elendighed, som hersker i det Talebansamfund, han har forbrødret sig med som voksen. Det viser at Osama bin Laden, ligesom de fleste Baader-Meinhof-terrorister var det, er et velstandsbarn. En mand, der kæmper med den kynisme og menneskeforagt, som kun den, der kæmper for abstrakte mål, betjener sig af.

I 1971, samme år, som fotografiet i Falun blev taget, udkom John Lennons ”Imagine” med sit stærke fredsbudskab. I 1971 var ungdomsoprørets kulturelle kraft på sit højeste, men ingen drømte om, at det ville indlede en kulturel frisættelse, som flere årtier efter, helt fremme i 2001, for længst havde gjort identitet til et spørgsmål om at vælge rigtigt. Mellem kassebukser med svaj og jeans, for eksempel.

På fotografiet er drengen endnu en del af denne kultur, men på et tidspunkt er han begyndt at gå i den modsatte retning, og det ligger langt uden for billedets udsagnkraft at gisne om, hvor filmen knækkede. Hvornår hadet satte ind. At det er der, er en realitet. At det ikke er en stenaldermand uden horisont, men et moderne menneske, der hader, er måske det allermest uhyggelige ved det gådefulde fotografi fra Falun.

Denne website er lavet af Erik Pontoppidan. Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så klik HER