Internettet har overhalet kommunismens koryfæer Internettet har overhalet kommunismens koryfæer

Paradoksalt nok har internettet overhalet både Mao, Fidel Castro, Ho Chi Minh, Kim Il Sung og andre kommunistiske koryfæer. Ikke i fælles adgang til produktionsmidlerne, men til kultur og viden.

Af Erik Pontoppidan, bibliotekar og IT-specialist

Copyright: Erik Pontoppidan

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København


Rejs 30 år tilbage i tiden og prøv at bilde samtiden ind, at der efter årtusindskiftet vil blive skrevet et gigantisk, brugbart leksikon med over 15 millioner artikler på flere hundrede sprog, som er gratis tilgængeligt for alle, og som er skrevet af tusindvis af frivillige nørder, der har en eller anden form for specialviden. Prøv også at fortælle dem, at der til den tid vil eksistere et globalt søgesystem, som på brøkdele af sekunder kan finde brugbar information om næsten alt, hvis man indtaster nogle få søgeord.

Jeg vil ikke udelukke, at der i midten af 70-erne har været skrevet science fictionromaner om noget lignende, men ingen ville dengang have troet på, at det nogen sinde kunne blive til virkelighed. Man må endnu engang konstatere, at virkeligheden ofte overgår fantasien.


Google og Wikipedia er blot to af de mange sværvægtere på internettet, som har vendt fuldstændig op og ned på vores måde at kommunikere. Jeg kan godt se nødvendigheden af, at der er behov for beskyttelse af ophavsretten, men ACTA (en foreslået handelsaftale, som blandt andet skal forsøge at håndhæve intellektuelle ejendomsrettigheder på internettet) får ikke et ben til jorden i sin kamp for at kontrollere brugernes adgang til internettet. Dertil er den nye teknologi for stærk og vanedannende. Man må bare erkende, at vi i dag lever i et samfund, som er totalt forskelligt fra fortiden.

Jeg er så heldig at have oplevet udviklingen af informationssamfundet helt fra starten, og det gør det lettede at forstå udviklingens format. I starten af 1960-erne deltog jeg i en rundvisning arrangeret af min kommuneskole på Frederiksberg Hovedbibliotek. Noget af det, jeg husker bedst fra dette besøg, var et gigantisk skuffedarium i midten af den store sal i voksenudlånet, som indeholdt hundredetusinder af maskinskrevne kartotekskort. Udover navne på forfattere og titler indeholdt skufferne et enormt emnekartotek med opslagsord til bibliotekets bøger og tidsskrifter. Jeg husker tydeligt min fascination af dette kartotek, da dets potentiale gik op for mig. Tænk, at man ved hjælp af et simpelt, alfabetisk opslag kunne finde bøger og artikler om alverdens emner!

Mange år senere, i starten af 1970-erne, fik jeg som studentermedhjælper på Frederiksberg Bibliotek et indblik i, hvilket enormt arbejde, det krævede at vedligeholde det gigantiske skuffedarium. Kortene blev dengang fremstillet på skrivemaskine, og vedligeholdelsen af dem krævede adskillige fuldtidsansatte medarbejdere, som blev styret af en mærkværdig gruppe mellemledere af midaldrende kvinder. Jeg husker især den cigarrygende, slagfærdige men skrappe leder af voksenudlånet frøken Forchammer og den spinkle, men bestemte fru Trinhammer, som var leder af katalogafdelingen. Men selv om der var en atmosfære af noget hengemt og verdensfjernt i de bogfyldte lokaler havde jeg det fint med at arbejde i dette miljø. Med al den viden samlet på ét sted følte man sig som en vigtig brik i datidens informationssamfund.

I dag finder jeg Google og Wikipedia dybt fascinerende. Man kunne med en vis ret kalde dem for de ultimative kartoteker eller en gammel bibliotekars umulige drøm om informationssøgning. Og skal man være rigtig flabet, kunne man kalde dem for en af vor tids mest vellykkede former for socialisme! Begge medier er jo ene og alene skabt af græsrødderne og uden krige og tab af menneskeliv, begge er gratis at benytte, og leksikonet Wikipedia er om noget skabt af det arbejdende folk. Og sidst, men ikke mindst: Hverken Google eller Wikipedia blev skabt som et resultat af nutidens hierarkiske projektmageri. Ideerne startede med, at nogle ukendte unge ildsjæle fyldt med begejstring og pionerånd satte sig ned og prøvede at skabe noget, ingen i verden nogen sinde havde troet muligt.

Mange fagfolk og bibliotekarer kritiserer Wikipedia for manglende kvalitetskontrol. Det forbavsende er bare, at det faktisk er lykkedes at skabe et brugbart leksikon med baggrund i tusinder af frivillige skribenter over hele kloden. Utroligt, men sandt. En af hemmelighederne bag succéssen er, at artiklerne er udsat for gensidig kontrol af både lægfolk og professionelle, som ligger inde med specialviden. Alle kan gå ind og rette i leksikonet, hvis de mener, at der er skrevet noget forkert eller vil supplere artiklerne. Og leksikonets indhold kontrolleres løbende af frivillige administratorer, som sikrer en vis kvalitetskontrol og ensartethed. Administratorernes opgave er også at fjerne artikler, som har karakter af hærværk eller er ren reklame for skribenterne. Resultatet er blevet et leksikon, som langt overgår alle andre i størrelse og antal brugere. Af samme grund ville det i dag være fuldstændig utænkeligt at producere nye, større, almene leksika i bogform. Lige bortset fra, at der har været seriøse overvejelser om at udgive en redigeret version af Wikipedia på papir!

Så er der søgemaskinen Google, som jo ikke er et leksikon, men snarere er den ultimative version af bibliotekernes gamle kartoteksskuffer. Selv om jeg de sidste mange år har arbejdet i IT-branchen, er jeg dybt imponeret over dens potentiale. Maskinen drives af cirka 1 million servere fordelt over hele verden, som arbejder sammen og leverer søgeresultaterne på brøkdele af sekunder. Algoritmerne bag prioritering af de fundne links holdes hemmelige hos Google, fordi et kendskab til dem ville kunne misbruges til at placere egne sites højt oppe i rækkefølgen. Alligevel skrives der – ud fra erfaringer hos brugerne - bøger og afholdes seminarer om, hvordan Google mon bærer sig ad med at rangordne den enorme mængde stof på nettet. Kendskab til metoden har meget stor kommerciel værdi, fordi synlighed på nettet er helt afgørende for, hvor mange varer og ydelser, et firma kan sælge. Jeg har selv deltaget i flere seminarer og læst flere bøger om emnet, som jeg finder helt utrolig spændende. Her tænkes der i baner, som totalt afviger fra gammeldags systematik, og som det ville have været fuldstændig umuligt at praktisere uden den moderne teknik.

Er Google så et troværdigt søgeværktøj? Det kommer an på, hvad man forventer som bruger. I modsætning til Wikipedia har Google ingen gensidig, menneskelig kvalitetskontrol, for her indsamles revl og krat på nettet. Om man finder noget brugbart afhænger dels af, hvilke søgeord, man indtaster, dels af, hvad der dukker op af links øverst på resultatlisten. Så i modsætning til Wikipedia er Google et meget anarkistisk medium. Helt fantastisk, hvis man skal finde aktuelle oplysninger om varer, anmeldelser, adresser og lignende, men som en seriøs videnbase kræver Google et vist viden- og uddannelsesniveau af brugeren.

Lad mig nævne et konkret eksempel: Hvis man googler ”Auschwitz”, handler nogle af de fundne artikler om benægtelsen af, at Holocaust har fundet sted. Som et af eksemplerne kan nævnes en artikel med titlen ”Auschwitz: Myter og kendsgerninger”, som er en stærkt antijødisk side, der benægter Holocaust. Meget skræmmende. Ikke mindst i betragtning af, hvor hurtigt historien bliver glemt i vore dage. Under en samtale om en forestående rejse til Polen for nogle år siden snakkede jeg med en af mine yngre kolleger på min arbejdsplads. Han er i slutningen af tyverne, og en af hans kommentarer var: ”Hvordan var det nu med Polen? Var de med i Anden Verdenskrig?”. Og en af mine gamle gymnasiekammerater, som bor i London, fortalte om et quizprogram i britisk TV, hvor en gruppe unge var overbeviste om, at Treblinka var en polsk popgruppe. Dén form for historieløshed er dødsensfarlig, for uden et skelet af viden kan man bilde folk næsten hvad som helst ind.

Som nævnt har der for nylig været en heftig debat om forfatteres og andre kunstneres ophavsret til deres værker. Jeg har fuld forståelse for deres krav, men jeg tvivler på, at det nogen sinde vil lykkes dem at få dem opfyldt. Paradoksalt nok har internettet overhalet både Mao, Fidel Castro, Ho Chi Minh, Kim Il Sung og andre kommunistiske koryfæer. Ikke i fælles adgang til produktionsmidlerne, men til kultur og viden!

Klib HER , hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.

Hvis du har nogen kommentarer til denne website, så send en mail to pontoppidan214@gmail.com .