At høre radio er en ofte overset og undervurderet beskæftigelse. Som regel overskygges radiolytningen af det altdominerende TV, fordi billeder og film nu engang er et utrolig stærkt medium. Men i virkeligheden er det umuligt at sammenligne radio og TV. Det er de to medier alt for forskellige til.



Den gamle "dampradio" havde sin storhedstid op til slutningen af 50-erne. Dengang fandtes der nemlig ikke fjernsyn. Til gengæld kunne familien samles foran radioapparatet en hel aften og få store oplevelser ind i stuen uden at se på billeder. Atmosfæren og tidsånden fra denne periode kan man få et indtryk af ved at se Woody Allens film "Radio Days".

I dag benyttes radioen på en helt anden måde end dengang. TV har for længst afløst radioen som det fælles samlingspunkt, og radioen er blevet noget, man lytter til samtidig med, at man laver noget andet. Sådan har jeg det også. Det er som regel altid tilfældigt, at jeg hører radio - eller sagt på en anden måde, så kigger jeg sjældent i radioprogrammerne før jeg tænder. Men når jeg vasker op, laver mad, maler, rydder op, kører bil eller foretager mig noget andet af praktisk art, så er radioen en fantastisk kilde til underholdning. Og her tænker jeg først og fremmest på program 1 i DR.

Egentlig havde jeg selv tænkt mig at uddybe dette noget mere, men for nogen tid siden faldt jeg over en leder i Politiken af opinionsredaktør Bjørn Bredal. Den indeholder lige præcis det, jeg havde tænkt mig at skrive om, så jeg har valgt at bringe hans artikel i stedet for.

Klik HER for at læse Bjørn Bredals artikel.
Klik HER for at læse om et eksempel på det klassiske radioforedrag, når det er bedst.

Hvis du har nogen kommentarer, spørgsmål eller forslag til gode links, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .