Gode film, som kan ses flere gange

Af Erik Pontoppidan


Udvalget er enormt, og at fremhæve nogle få må blive meget tilfældigt. Men her er nogle af mine favoritter:


De andres liv (Das Leben der Anderen). Instruktør: Florian Henckel von Donnersmarck. Dansk premiere i oktober 2006.

En fantastisk film om overvågningssamfundet i DDR. Og hvis nogen tror, at handlingen er overdrevet, så tager de fejl. Her overgår virkeligheden fantasien! Flere af folkene på filmholdet var i øvrigt personligt involveret i DDR-regimet.

Handlingen foregår i Østberlin i 1984. Regeringen kontrollerer alt og alle, og hvis der er den mindste mistanke om illoyalitet overfor det østtyske socialistparti og dets programmer, går den hemmelige sikkerhedstjeneste STASI i aktion med skjulte mikrofoner, angiveri, afpresning og lignende.

Handlingen er centreret omkring teaterinstruktøren Georg Dreyman (Sebastian Koch), som af personlige grunde mistænkes for at være illoyal over for partiet. STASI - kaptajnen Gerd Wiesler (Ulrich Mühe) sættes til at overvåge hans hjem. Han flytter ind på loftet over Dreymans lejlighed, og via skjulte mikrofoner kan han følge med i alt hvad der foregår.

Set i bakspejlet kan man undre sig over, hvordan det kunne lykkes et regime at opretholde et overvågningssamfund af en sådan styrke i så mange år. Et fuldstændig absurd samfund, som blev styret af kræfter, der var meget langt fra ønsket om det kommunistiske idealsamfund, men snarere var styret af personligt magtbegær og pamperi. Men bortset fra det, så er det dybt fascinerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Filmen har været en publikumssucces i hjemlandet Tyskland, men den har også haft et begejstret publikum i Danmark. På Copenhagen International Film Festival i 2006 fik den Publikumsprisen.





Matchpoint. Instruktør: Woody Allen. April, 2006.

Så kom der endelig en rigtig god Woody Allen - film efter mange år med halvdårlige film om de frustrerede, selvsmagende, intellektuelle New Yorkere, der jævnligt går til psykiater. Matchpoint er en helt anderledes film, og den er fremragende. Som noget helt enestående foregår den denne gang i London og ikke i USA.

Den tidligere professionelle tennisspiller Chris Wilton (Jonathan Rhys Meyers) får arbejde i en mondæn tennisklub og udvikler et venskab med sin første klient, overklassedrengen Tom (Matthew Goode). Her møder han Toms søster Chloe (Emily Mortimer), som bliver forelsket i ham, og da de finder sammen, kommer han ind i den rige og mondæne familie, hvor hele hans fremtid kan blive sikret af svigerfar. Den søde Cloe viser sig dog at være halvkedelig og ordinær. Men så dukker hans femme fatale op i form af Toms sexede forlovede, den aspirerende skuespiller Nola (Scarlett Johansson) - en kvindetype, som tiltrækker de fleste mænd i kraft af sin stærke erotiske og personlige udstråling. Tom forveksler fascination med kærlighed, langsomt trækkes tæppet væk under ham, og det udvikler sig til et rigtigt thriller-drama..

Der er stærkt skuespil over hele linien, og det er en tankevækkende og rigtig god film. Startbilledet antyder filmens pointe: En tennisbold flyver frem og tilbage over nettet, men på et tidspunkt rammer den netkanten. Her fastfryses billedet, og bolden bliver hængende i luften. Hvem der vinder matchen kan i nogle tilfælde afhænge helt af, på hvilken side af nettet bolden falder ned. Pointen er, at det ikke altid er den bedste spiller der vinder, men at det ofte er rent held der afgør hvem der vinder eller taber, om man er heldig eller uheldig i livet.





Gasolin' Instruktør: Anders Østergård. Marts, 2006.

I marts 2006 kom så den længe ventede film om Kim Larsens første band, som siden gruppens opløsning i 1978 stille og roligt er blevet en kult, et klenodie og et symbol på danskheden. Filmen er en vidunderlig billedfortælling om en af Danmarkshistoriens største rock-bands. Det er ikke en spillefilm men en dokumentarfilm, som er klippet sammen af lige dele gamle optagelser og aktuelle interviews med de 4 benzindrenge. Gå ind og se den! De, der har oplevet Gasolin live i 70-erne, vil elske den, og de fleste af de andre vil nyde den gode musik og de mange sjove klip og interviews, som rummer mange kloge pointer om livet. Det er lige dele nostalgi og dansk rockhistorie. De gamle, slørede filmklip fra gruppen og fra dagliglivet i 70-erne får et imponerende liv fra baggrundsmusikken og atmosfæren i filmen.





En ny dag truer (Groundhog Day) med Andie MacDowell, Bill Murray, med flere. Amerikansk komedie fra 1993.

Filmen handler om den udbrændte TV-reporter Phil Collins, som endnu engang er blevet sendt ud for at dække en dødssyg pseudo-begivenhed i en mindre provinsby i U.S.A. I byen har man for vane at fejre "Murmeldyrets Dag", hvor man tager bestik af et murmeldyrs opførsel for at forudsige, hvordan forårets klima bliver på egnen! Han gør sit job, men da han vågner næste morgen på sit lille pensionat opdager han, at han er havnet i en "tidslomme". Fra nu af er det den samme dag, han vågner op til, helt bogstaveligt. Alt gentager sig, lige fra radioprogrammer til bilers og menneskers bevægelser på gaden, og det er kun ham selv, som kan ændre begivenhedernes gang. Morgen efter morgen bliver han vækket af den samme musik og de samme overfriske speaker-kommentarer.

Først er han ved at blive vanvittig, men efterhånden finder han ud af, at det kan have sine fordele at vide præcist, hvad der sker i løbet af dagen. F. eks. kan denne viden være en ubetinget fordel, hvis man er ude på at score damer!

Filmen er morsom, underholdende og tankevækkende. Jeg ser den som en parodi på den daglige trummerum, hvor der unægtelig ofte sker meget forudsigelige ting. Og så holder jeg meget af den afsluttende pointe, som dog ikke skal afsløres her.

Klik HER for at høre den uforlignelige melodi, Phil Collins bliver vækket af hver morgen klokken 6. Jeg har definitivt valgt denne melodi som ringetone til min mobiltelefon!





Titanic. USA, 1997. Men Kate Winslet og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne.

Der er lavet adskillige film om Titanic, men denne er indtil videre den ultimative film om skibet og dets undergang. Jeg hører til kredsen af Titanic-fans og er dybt fascineret af detaljerne omkring det der skete i april 1912. Egentlig er det svært at forklare hvorfor. Men en del af forklaringen er nok, at historien rummer utrolig meget symbolik: Den bristede tro på, at alt kunne lade sig gøre, den trygge, luksuriøse verden, der sank på et par timer, den klassedelte måde folk blev reddet på og meget mere. Og udover det er Titanic's forlis jo alt andet lige en utrolig god historie. Og så har jeg en svaghed for dampmaskiner- en skavank, som muligvis stammer fra min barndom, hvor damplokomotiver og dampskibe hørte med til hverdagen!

Når filmen hører til mine favoritter er det også fordi den rent teknisk er utrolig godt lavet og fordi den fiktive historie fungerer over al forventning. Kærlighedshistorien er dybest set banal men er alligevel gribende og medrivende, og plottet med den gamle dame, der helt tilfældigt får mulighed for at genopleve sit livs affære, er genialt. Og så hører musikken til noget af den bedste filmmusik, der er lavet.





Mig og Bogart (Play it again, Sam). Amerikansk komedie fra 1970-ere med Woody Allen i hovedrollen.

Herlig komedie i en af Woody Allens debutfilm og efter min mening en af hans allerbedste. Mange af Allens senere film er efter min mening præget af gentagelser og har ikke den samme friske humor som denne. Den handler om den generte unge mand (spillet af Woody Allen), som ikke kan finde ud af det med damer. Alt hvad han roder sig ind i på det område mislykkes totalt. Hans store idol er Humphrey Bogart i filmen Casablanca, som han har set igen og igen. Men gode gamle Bogart ender med at komme ham til hjælp i hans scoringsforsøg! I mange af scenerne dukker han op og kommer Woody til undsætning midt i hans generthed og fortæller ham, hvad han skal gøre: "Now put your arms around her and tell her, that she has the most beautiful eyes you have ever seen. Come on! Don't think, just do it!"

Klik HER for at se et par ustyrlig morsomme klip fra filmen.





Monty Python i Hollywood.

Hvis du ikke kan li Monty Python, så spring dette afsnit over. Sort humor er ikke for alle og enhver. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med Monty Python. Filmen har ingen sammenhængende handling men er en optagelse af et stort show, gruppen opførte i Hollywood for en del år siden med nogle af deres bedste sketches gennem tiderne.

Monty Python-fans kender sikkert alle episoderne, men de vil helt sikkert nyde at gense dem. Skovhugger-sangen, Ministeriet for Gakkede Gangarter, manden der ønsker et skænderi, de ældre herrer med cigarer, der snakker om gamle dage, paven i skænderi med Michelangelo, kapløbet for folk med inkontinens og mange flere.

Ikke alle Monty Pythons film er lige vellykkede. Til gengæld har nogle af deres gags sat sig dybe spor i min verdensopfattelse. Når jeg f. eks. hører den kristne trosbekendelse - specielt sætningen "pint og plaget af Pontius Pilatus" - så kommer jeg uvægerligt til at fnise indvendigt ved tanken om de geniale scener fra Life of Brian med Michael Palin som den splittergale Pontius Pilatus og hans bedste ven Biggus Dickus. Det samme sker, når jeg på mine rejser støder på ruiner fra det gamle Rom.





Diktatoren (The Great Dictator). Amerikansk komedie fra 1940 med Charlie Chaplin i hovedrollerne.

En af Chaplins bedste film, hvor han spiller både Hitler (i filmen kaldet Hynkel) og en fattig jødisk barber i en dobbeltrolle. Filmen giver en ustyrlig morsom karikatur af Adolf Hitler, som efter sigende blev rasende efter at have set den. Samtidig med at den er morsom kommer den ret tæt på beskrivelsen af en diktators sjæl.

Der er flere scener i filmen, som er blevet klassisk berømte, f. eks. scenen med Hitler, der leger med jordkuglen, og klippet fra en af hans taler, hvor han skriger på sit uforståelige kaudervælsk med en styrke, som får selv mikrofonerne til at bøje sig!

Det skal retfærdigvis siges, at filmen er fra 1940, hvor man ikke kendte til koncentrationslejre og gaskamre. Chaplin har senere udtalt, at hvis han havde kendt til disse grusomheder, ville han ikke have lavet filmen.





Green Card. Amerikansk komedie fra 1990 med Andie MacDowell og Gerard Depardieu i hovedrollerne.

New Yorker-pigen Brontë er ude efter en attraktiv lejlighed, som hun kun kan få, hvis hun er gift. Franskmanden Faure er ude efter en arbejdstilladelse (det såkaldte Green Card), og ved at indgå et proforma-ægteskab kan de de begge to få deres ønske opfyldt. Men de løber ind i store problemer, fordi myndighederne vil have beviser på, at de har kendt hinanden længe.

Filmen er en pragtfuld komedie med masser af sjove episoder, og de to hovedpersoner spiller utrolig godt sammen på en sød og troværdig måde. Det er især det fine samspil med den voksende sympati mellem Andie MacDowell og Gerard Depardieu, som giver én lyst til at se filmen flere gange.


Klik HER , Hvis du har nogen kommentarer, spørgsmål eller forslag til gode links.