Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
pensionist, bibliotekar, IT-specialist og forfatter
Copyright: Erik Pontoppidan


Juleaftensdag 2020 blev jeg gift med Fatou i byen Ziguinchor.

Juleaftensdag 2020 blev jeg gift med Fatou fra Senegal efter at have kendt hende i to år. Vi blev gift i hendes forældres hus i byen Ziguinchor i Casamance-provinsen i det sydlige Senegal, hvor vi holdt en bryllupsfest med cirka hundrede deltagere. I øvrigt midt i en coronatid, hvor hele Danmark var lukket ned. Kort tid efter vores bryllup besluttede vi at bygge en lille Bed and Breakfast-lodge med tilhørende restaurant et par kilometer syd for landsbyen Abene i Casamance. Projektet skrider frem. I skrivende stund (marts 2023) er alle bygninger på vores grund næsten færdige, og vi håber snart at kunne åbne. Fatou er i øvrigt uddannet kok og laver fremragende mad, så det bliver hende, der bliver chefkok i vores nye restaurant.

Og nu vil jeg naturligvis gerne vise hende Danmark. Jeg tænker ikke på hverken et permanent ophold eller en opholdstilladelse men kun på et beskedent turistvisum på 90 dage i sommeren 2023. Det lyder umiddelbart meget enkelt, men under visum-ansøgningen stødte vi på vanskeligheder, bureaukrati og en behandling, som burde være forsidestof i den førende danske presse. Alle danskere, som er gift med udlændinge i den tredje verden, kender problemerne, og de, som ikke kender dem, vil utvivlsomt blive chokerede. Jeg tænker tit på, hvordan danske turister ville reagere, hvis de fik den samme behandling.

For at få et almindeligt turistvisum til Danmark for en borger i Senegal kræves blandt andet et personligt interview på en dansk ambassade (konsulater accepteres ikke). Den nærmeste danske ambassade fra Senegal ligger i Bamako i Mali, men den kan p.t. ikke besøges på grund af den politiske situation i landet, så vi valgte at rejse sammen til den danske ambassade i Rabat i Marokko. En lang og dyr rejse, men vi vurderede, at det var det bedste alternativ. En anden mulighed kunne have været at besøge den danske ambassade i Burkina Faso, men den er næsten lige så langt væk fra Senegal som Marokko, og her er de politiske forhold også mildt sagt ustabile.

Og her er en beskrivelse af, hvad der yderligere kræves, hvis man som dansker vil invitere sin senegalesiske hustru til et tre måneders besøg i Danmark:

Min hustru skal have et pas. Normalt har borgere i Senegal et identitetskort, som svarer til et pas, men det er ikke nok, hvis man vil besøge Schengen-landene i Europa. Et rimeligt og nødvendigt krav.

Der kræves en personlig invitation af mig til Udenrigsministeriet, hvor jeg beskriver formålet med hendes besøg og garanterer, at jeg er i stand til at dække alle udgifter i forbindelse med besøget. Desuden skal min hustru sende en personlig ansøgning om et visum til VFS Global i Dubai, som administrerer alle ansøgninger i hendes del af Afrika. Jeg har endnu ikke forstået logikken i, at behandlingen af visum-ansøgninger til den danske ambassade i Marokko skal foregå i Dubai.

Næste step er et såkaldt ”Cover Letter” til 80 euro. Efterfølgende kræves et ”Appointment Letter” med booking af dato og tidspunkt for interviewet på ambassaden i Rabat i Marokko. Og når vi nu havde rejst helt op til Marokko, ville vi jo gerne opleve lidt af landet, så vi havde planlagt et fem dages ophold med basis i Casablanca og med to overnatninger i Marrakesh. Før vi mødtes havde min hustru udover Senegal kun besøgt Gambia og Mali, så for hende var det som at besøge en fremmed planet. Selv om Marokko også er Afrika, er kulturen og livsstilen der enormt forskellig fra Senegal.

Ved mødet i ambassaden stilles der helt uhyrlige krav til dokumentation:

En booket og betalt flybillet tur-retur til Danmark med dato for ud- og hjemrejse for min hustru. Udgifterne til billetten refunderes ikke, hvis hun får afslag på sin visum-ansøgning.

Sygeforsikring under besøget på mindst 30.000 euro til dækning af læge- og hospitalsomkostninger, hvis hun bliver syg i Danmark.

Vielsesattest i original og kopi.

Udskrift med stempel og underskrift af kontoudtog for de seneste tre måneder af min hustrus bankkonto i Senegal.

Derudover: Selv om jeg har garanteret for dækning af alle udgifter under hendes ophold i Danmark kræves, at hun på udskriften af sin bankkonto kan dokumentere, at der er dækning af minimum 350 kroner pr. dag i de tre måneder, hun opholder sig i Danmark!

Som det fremgår: Sådan en ansøgning er ikke for begyndere! Og som tidligere nævnt: Gad vide, hvordan danskere ville have reageret, hvis de blev mødt af lignende krav!

Utrolig uprofessionel behandling i VFS Global

Vi ankom til Casablanca den 31. januar 2023 hvor vi havde booket et hotel. Dagen efter vores ankomst tog vi med toget til Rabat (en tur på cirka halvanden time), hvor Fatou afleverede sit pas og de mange øvrige dokumenter i forbindelse med hendes ansøgning i VFS Global, hvor hun gennemførte det aftalte interview med en meget ung kvinde. Uvist af hvilken grund blev jeg som hendes mand nægtet adgang til interviewet.
Ifølge den unge kvinde på ambassaden var alle min hustrus papirer i orden liiige bortset fra en COVID-forsikring! Måske har den unge kvinde og / eller ambassaden ikke fattet, at corona-epidemien er et afsluttet kapitel, og at det i øvrigt er umuligt tegne en separat sygeforsikring mod COVID.
Selv om min hustru fortalte den unge kvinde på ambassaden, at hun rejste tilbage til Senegal om få dage, glemte hun at fortælle hende, at hun ikke kan bruge sit personlige identitetskort til Senegal ved udrejse fra Marokko. Hendes identitetskort erstatter et pas i visse fransktalende lande i Vestafrika (blandt andet Senegal, Gambia og Mali), men i Marokko kræves et almindeligt pas. Det var der ingen af os, som vidste i forvejen, så vi blev nægtet check-in i lufthavnen i Casablanca under hjemrejsen til Senegal og fik forlænget vores ophold i Marokko med over to uger. Det betød også, at vi senere måtte købe to nye enkeltbilletter til Senegal til en samlet pris af cirka 6.700 kroner.
Den unge kvinde på ambassaden glemte også at fortælle min hustru, at man godt kan nøjes med at sende en fotokopi af sit pas til konsulatet i Dubai til brug for visum-behandlingen. En utrolig vigtig oplysning, men det var der ingen af os, som vidste på det tidspunkt. Så for at komme ud af Marokko, måtte min hustru tilbagekalde sit pas fra Dubai og hente det i Rabat.
For det tredie - og det er dråben!: Ambassaden i Rabat ser sig ikke i stand til at sende min hustrus pas med hendes (forhåbentlige) visum til Danmark. Hun må selv rejse til Marokko igen for at hente det!!!

Krav om et personligt telefon-interview

En uges tid efter, at min hustru havde afleveret sit pas, blev jeg i Casablanca ringet op af en dame fra Dubai, som gerne ville have et personligt interview med os begge to. På trods af, at alle oplysninger om os er dokumenteret i detaljer i min personlige invitation og i Fatous egen visum-ansøgning. Det lykkedes ikke at gennemføre interviewet, og det er til dato ikke lykkedes os at få telefonisk kontakt med konsulatet. Og sporene skræmmer. Vi har talt med en nordmand, som tidligere var i samme situation som mig, og som havde haft en telefonisk samtale med Dubai. Et af spørgsmålene fra konsulatet i Dubai var: ”Hvor mange gange har I haft sex?”!!!

Vi er nu tilbage på vores dejlige sted i Casamance i det sydlige Senegal, hvor vi som tidligere nævnt er i gang med at bygge en lille Bed and Breakfast-lodge, men jeg vågner stadig med angstanfald om natten på grund af den utrolige behandling, vi har fået. Heldigvis er Fatou en intelligent kvinde med stor kærlighed og humoristisk sans, men hun er også stærkt påvirket af situationen.

Og min hustrus visum? Svaret blæser i vinden. Der er nu (11. marts 2023) snart gået de 45 dage, der var lovet som den maksimale behandlingstid siden min hustru afleverede sit pas i Rabat den 31. januar 2023. Vores historie har potentiale til avis-forsider i den førende danske presse og på de sociale medier, og det agter jeg at gøre noget ved, når jeg er tilbage i Danmark. Vores nerver er ved at være tyndslidte, og jeg har sjældent været så vred som nu. Alle min hustrus dokumenter er i orden, og alligevel får vi en en så inkompetent og kafkask behandling fra det danske udenrigsministerium.

Regler for danske pensionister på langtidsophold uden for Europa

Det kunne være fristende for mig at blive i Senegal på ubestemt tid, men her skal man lige tænke sig om. Hvis man som pensionist opholder sig uden for Europa i mere end 6 måneder om året, ryger pensionstillægget fra Udbetaling Danmark, og man bliver modregnet tillægget i alle de måneder, man har været væk. Og ikke nok med det. Det gule sygesikringsbevis ryger også, dvs. man kan ikke søge læge eller bestille receptpligtig medicin i Danmark, og man er også udelukket fra andre basale rettigheder for danske statsborgere. Blandt andet kan man ikke låne bøger på bibliotekerne, da sygesikringsbeviset fungerer som lånerkort. Tidligere gjaldt den samme regel for lande i Europa, f.eks. for udlandsdanskere, som emigrerede til deres vinterbolig i Spanien, men det syntes EU åbenbart var synd for de rødvinsdrikkende europæere med ferieboliger i Sydeuropa. Og der er styr på emigranterne. Passet bliver scannet ved udrejse fra Danmark og ved indrejse.
Der må være penge at tjene for menneskesmuglere, som kan fragte pensionister til f.eks. Afrika og hjem igen uden om paskontrollen!




Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.