Lige efter jul var vi på camping i 4 dage. Efter ca 3 1/2 times kørsel mod syd fra Sydney nåede vi ud til en lejr ved Bendalong. Mit første indtryk af stedet var lidt skuffende. Et lille, slidt træskilt med navnet "Rustic" pegede ned ad en grusvej til lejren. Og navnet var særdeles rammende! Lejren lå dybt inde i en skov med høje træer af især Eucalyptus, og bebyggelsen lignede en blanding af Kristiania og en gammel hippieby i den 3. verden. Stedet vandt dog ved et nærmere bekendtskab.