Fort Europa har slået til!
Fort Europa har slået til!

En skamplet på det danske udenrigsministerium

Tekst: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan

I januar og februar 2019 opholdt jeg mig en måned i landsbyen Abene i det sydlige Senegal. Her mødte jeg to lokale, som jeg kom til at synes så godt om, at jeg besluttede at invitere dem på et 10 dages ophold i Danmark i slutningen af september, med alt betalt af mig, inklusiv kost og logi i mit hus i Nordsjælland. Men trods en stor pose penge og et enormt bureaukratisk arbejde hen over sommeren fik mine to venner afslag på deres ansøgninger om turistvisum.

Jeg har skrevet dette indlæg, fordi sagsforløbet og behandlingen af ansøgerne efter min mening er grotesk ud over alle grænser. Ingen etniske danskere ville finde sig i den behandling, hvis de f.eks. skulle besøge et afrikansk land.


Deres besøg ville også have været en stor oplevelse for mig. Fatou er 35 år og bor i byen Ziguinchor i det sydlige Senegal. Hun er single, uden børn, og hun arbejder som uddannet kok i en restaurant i Abene. Hun har aldrig prøvet at flyve før, og hendes eneste udlandsrejse til dato har været til nabolandet Gambia. Og nåh ja, hun har også lige været i Mali, for den nærmeste danske ambassade, hvor man kan søge om dansk visum i Senegal, ligger i Bamako, hvor hun og Ibou var til et personligt interview den 22. juli. Mødet med Danmark og Europa ville helt sikkert have været et chok for hende, men uden tvivl også en meget lærerig og spændende oplevelse.

Ibou er 56 år, gift, med mange børn, og han er tømrer med sin egen virksomhed i Abene. Han har været i Europa før, men aldrig i Danmark. Fransk er hovedsproget i Senegal, men derudover taler Ibou lidt engelsk. Fatou taler kun fransk udover det lokale stammesprog på hendes hjemegn.

Først skulle de have et pas. Det hjalp jeg dem med at få. Derefter forestod et stort, dyrt og bureaukratisk arbejde, som jeg har brugt mange uger af sommeren på at forberede: Flybilletter, invitationer, visumansøgninger, sygeforsikringer, fotos, som beviste, at vi havde mødt hinanden før, krav om ”lommepenge” på 350 kroner pr dag til hver for deres 10 dages ophold i Danmark, med mere.

Fatou og Ibou blev som nævnt indkaldt til et interview på den danske ambassade i Bamako den 22. juli, hvor de afleverede deres pas. Det er en rejse på to døgn hver vej med lokalbus fra deres hjem i det sydlige Senegal. På ambassaden fik de at vide, at de ville blive kontaktet, når ansøgningerne var behandlet. Og hvis de ville undgå den lange rejse til Bamako for at afhente passene, kostede det, hvad der svarer til 500 kroner for at få sendt passene med DHL-post til det danske konsulat i Dakar i Senegal, så det betalte vi. Det officielle postvæsen i Senegal kan nemlig bedst beskrives med et citat fra en berejst foredragsholder i rejsecaféen Café Globen i København: ”I Vestafrika går tiden ikke. Den komme”.

Herefter ventede vi spændt. Ambassaden i Bamako havde ferielukket fra den 12. til den 30. august, og vi prøvede forgæves at ringe til konsulatet i Dakar for at høre, om passene var ankommet. Og da jeg den 3. september sendte en høflig forespørgsel til ambassaden i Bamako efter dens sommerferie, fik jeg følgende lakoniske svar: ”Passene blev sendt til det danske konsulat i Dakar den 9. august”.

Så nu måtte Fatou og Ibou ud og rejse igen: Tre dage ud af kalenderen til det danske konsulat Dakar, hvor de efter flere timers ventetid fik udleveret deres pas uden kommentarer. Og UDEN visa! Dog med et dokument på flere sider med de mulige begrundelser for afslaget. Nærmest udformet som et multiple choice.

Og HVORFOR blev de nægtet et turistvisum på 10 dage til et af verdens lykkeligste lande? Min ven Thomas, som er gift med en lokal og bor fast i Abene, har hjulpet mig meget med processen (i øvrigt en fremragende betegnelse for det absurde forløb, hvis man kender Franz Kafkas klassiske roman af samme navn!) har scannet dokumentet med de sandsynlige begrundelser for afslagene og sendt dem til mig. Hans konklusion, som jeg er enig i, fremgår af denne mail, som han har sendt til mig:

”Konklusion. The reasons for the refusal. Your intention to leave the territory of the member states before the expiry of the visa could not be ascertained. Altså de tror ikke på det der med 10 dage. De tror åbenbart, at de vil gå under jorden eller måske flygte videre til Sverige eller Norge. Der ligger fejlen. Havde du søgt om tre måneder, havde de måske fået ja. Ingen rejser så langt i kun 10 dage, med mindre man har en dagsorden. Business eller fusk”.

Ingen af mine udgifter i forbindelse med deres ansøgninger blev refunderet. Og det mest uhyggelige er, at rigtig mange danskere formentlig ville trække på skuldrene og tænke: ”De har nok ikke haft rent mel i posen. Vi må beskytte Danmark. Folk fra især Afrika stjæler og voldtager".

Jeg skammer mig over at bo i et land, som har haft en forhenværende minister og nu er næstformand for Venstre, der kan finde på at fejre et antal stramninger, der indebærer andres ulykke, med en lagkage!

Jeg har altid hyldet Churchills mantra om, at demokratiet er den mindst dårlige styreform. Men en gang imellem bliver jeg sgu i tvivl!


Det er Fatou til højre på det ene foto, hvor hun står sammen med sin søster. Det andet foto er fra Ibous tømrerværksted i Abene, hvor han står med sin kone.

















Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.