Århus tur-retur med DC-3

Tekst og fotos:Erik Pontoppidan


Klik HER for at læse om min tur med vandflyver fra Københavns Havn til Århus i august 2016
Klik HER for at læse om min tur med DC-3 til middelalderfestivalen i Visby på Gotland i sommeren 2011





Den 1. september 2009 fik jeg realiseret en af gaverne fra min seneste runde fødselsdag: En tur med det legendariske fly DC-3, som har været et af de mest kendte og benyttede flytyper i verden. Min kæreste Elise var med på turen, og hun var forbavsende afslappet under hele forløbet.

Det blev dejlig oplevelse i strålende sommervejr. Vores tur gik fra Roskilde til den gamle by i Århus, hvor vi havde 4-5 timer til sightseeing inden vi blev hentet og kørt tilbage til vores ventende privatfly i Tirstrup. Den gamle by i Århus er i øvrigt et meget interessant sted, som jeg varmt kan anbefale til dem, der ikke har været der.

Flyet, som blev bygget i 1944 og altså er 65 år gammelt (!), ejes og vedligeholdes af klubben ”DC-3 – Vennerne”. Denne klub består af ca. 3.000 medlemmer og er udelukkende bygget op omkring dette ene fly, som har fast bopæl i Roskilde Lufthavn ved Tune. Der arrangeres flyveture for klubmedlemmer i sommerhalvåret, og der er stor rift om pladserne – hvilket næppe kan undre, da flyet kun har 18 siddepladser til 3.000 medlemmer! Flyvehøjden under hele turen var ca. 300 meter, og fra den højde kan man se alt, hvad der foregår på jorden. I øvrigt en perfekt højde til at erkende, hvor smukt et land Danmark er om sommeren.

Hvorfor så sætte sig op i et 65 år gammelt fly? Det meget korte svar er, at en sådan tur fylder mig med nostalgiske følelser fra mit meget berejste liv. Jeg har gennem 1960-erne foretaget utallige flyrejser til spændende lande med propelfly, som i dag er forsvundet eller i bedste fald kan ses på et museum. Det gælder i øvrigt også DC-3’eren, som jeg fløj med for allerførste gang i Nepal i foråret 1969, hvor den blev brugt af Royal Nepal Airlines fra Kathmandu til Pokhara.


Klik på billederne for stort format





Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.
Send en mail til pontoppidan214@gmail.com hvis du vil kontakte mig.