Kærlighed har ingen alder!

Danskerne og dansk politik set fra Vestafrika

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan

Klik eller tryk HER for at læse om mine oplevelser i Senegal i december/februar 2021-22.

Click or push HERE to check out some of my favourite photos from Casamance in southern Senegal.




Juleaftensdag 2020 blev jeg gift med Fatou i byen Ziguinchor.


Juleaftensdag 2020 blev jeg gift med en pige fra Senegal i byen Ziguinchor, hvor vi holdt en bryllupsfest hos hendes familie med cirka 100 gæster. I øvrigt midt i en coronatid, hvor hele Danmark var lukket ned. Og lige nu arbejder vi på at åbne en lille Bed and Breakfast-lodge med tilhørende restaurant i Casamance-provinsen i det sydlige Senegal. Vi har allerede startet servering af mad på vores sted, og hvis alt går som planlagt, åbner vi for alvor i starten af 2023.
De sidste fire år har jeg i lange perioder befundet mig i Vestafrika sammen med min hustru. Vi har WiFi, så jeg kan følge med i dansk politik, læse danske aviser hver morgen og i øvrigt følge med i detaljerne i det politiske cirkus på Christiansborg. Og dét er en både interessant og blandet oplevelse set udefra.


Coronaen set fra Vestafrika

Heldigvis tyder alt på, at Corona-pandemien er tæt på at være forhistorie, og jeg har haft det privilegium at opleve pandemien udefra i lange perioder under mit ophold i Senegal. Noget af det, der falder i øjnene, er den store forskel på, hvordan man forholder sig til Coronaen i Europa og i Vestafrika. For et års tid siden talte jeg med nogle læger i byen Kafountine, som ligger cirka 10 kilometer fra vores sted. De kaldte den rige verdens oplevelse af pandemien for ”En verdensomspændende psykose”. Forklaringen er ligetil. Her i Senegal har man mange flere basale problemer at bekymre sig om end i f.eks. Europa. Fattigdom og andre sygdomme end Corona er nogle af dem. En anden del af forklaringen er, at det meste af dagliglivet her i Senegal leves udendørs på grund af det varme klima. Da pandemien kulminerede i 2020, var der krav om mundbind i de større byer, hvis man gik ind i banker eller offentlige bygninger, men i landsbyen Abene, som ligger cirka 1 ½ kilometer fra vores sted, mærkede man overhovedet intet til den.

Mareridt i lufthavne

Men det gjorde man, hvis man ville rejse ind i Senegal! Landet var totalt lukket for indrejse i flere måneder. Selv blev jeg i efteråret 2020 nægtet at boarde flyet til Dakar med Brussels Airlines ude ved gaten i lufthavnen i Bruxelles, fordi jeg manglede en personlig invitation fra Senegals regering! Og ophold i Europas lufthavne var også dengang et mareridt. Under min hjemrejse til Danmark blev jeg i Frankfurt nægtet at boarde flyet til København med afgang klokken 21, fordi min coronatest var et par timer for gammel. Mette Frederiksen havde nemlig - som det eneste land i Europa - fået gennemtrumfet, at en negativ coronatest ved indrejse i Danmark - selv for danske statsborgere - højst måtte være 24 timer gammel. Og en coronatest var dengang en ren pengemaskine. I lufthavnene i Frankfurt og Bruxelles kostede det mellem 130 og 135 euro at få lavet en test.


Under corona-epidemien var alle Europas lufthavne så godt som støvsuget for pasagerer - som her i Bruxelles internationale lufthavn.


Selv er jeg rimelig berejst, men alligevel er den absolut største stress-faktor - både under og efter pandemien - efter min mening de store internationale lufthavne med deres uendelige kontroller og sikkerhedstjek. Til gengæld er jeg sjovt nok helt afslappet, når jeg kører i taxa på de dårlige veje i Senegal i rustne gamle biler med hul i bunden, nedslidte dæk, raslende gearkasse og manglende sikkerhedsseler. Forklaringen har jeg tænkt meget over, men jeg tror, at en del af den ligger i afrikanernes afslappede holdning, som smitter af på alting.

Minkskandalen

Lige nu ser det ud til, at vores statsminister kommer ustraffet ud af sin panik-beslutning om at aflive et helt erhverv og udbetale rundt regnet 20 milliarder kroner til ejerne af de tidligere minkfarme. At beslutningen var ulovlig er én ting, men den var et resultat af inkompetence og panik. Den blev udløst, fordi en politiker kom til at sige, at Nordjylland kunne blive et nyt Wuhan på grund af mulige mutationer af Corona-varianten Cluster 5 i Nordjylland. Der er minkfarme mange andre steder i verden, og mutationer forekommer hele tiden og overalt. I øvrigt kan vi takke mutationerne for, at vi har udviklet os fra abelignende væsner til mennesker!

Besøgsvisum til Danmark for min hustru

Alle danskere, som er gift med udlændinge i den tredje verden, kender problemerne, og de, som ikke kender dem, vil utvivlsomt blive chokerede. Jeg tænker tit på, hvordan danske turister ville reagere, hvis de fik den samme behandling. Men her er en kort beskrivelse af, hvad der kræves, hvis man som dansker vil invitere sin senegalesiske hustru til et tre måneders besøg i Danmark:

Min hustru skal have et pas. Normalt har borgere i Senegal et identitetskort, som svarer til et pas, men det er ikke nok, hvis man vil besøge Schengen-landene i Europa.

Der kræves en personlig invitation af mig til Udenrigsministeriet, hvor jeg beskriver formålet med hendes besøg og garanterer, at jeg er i stand til at dække alle udgifter i forbindelse med hendes besøg. Desuden skal min hustru sende en personlig ansøgning om et visum til VFS Global i Dubai, som administrerer alle ansøgninger i hendes del af Afrika.

Næste step er et såkaldt ”Cover Letter” til 80 euro. Efterfølgende kræves et ”Appointment Letter” med booking af dato og tidspunkt for et interview i en dansk ambassade (konsulater accepteres ikke). Den nærmeste danske ambassade fra Senegal ligger i Bamako i Mali, men p.t. er et besøg her ikke muligt på grund af den politiske situation i landet, så vi har valgt at rejse sammen op til Marokko for at besøge den danske ambassade i Rabat. En lang og dyr rejse, men nu vi er i Marokko, vil vi opleve lidt af landet, så vi bliver der i fem dage, med besøg i Casablanca og Marrakesh. P.t har min hustru udover Senegal kun besøgt Gambia og Mali (for et par år siden), så det bliver en kæmpe oplevelse for både hende og mig.

Ved mødet i ambassaden stilles der følgende krav til dokumentation:

En booket og betalt flybillet tur-retur til Danmark med dato for ud- og hjemrejse for min hustru. Udgifterne til billetten refunderes ikke, hvis hun får afslag på sin visum-ansøgning.

Sygeforsikring under besøget på mindst 30.000 euro til dækning af læge- og hospitalsomkostninger, hvis hun bliver syg i Danmark.

Vielsesattest i original og kopi.

Udskrift med stempel og underskrift af kontoudtog for de seneste tre måneder af hendes bankkonto i Senegal.

Derudover: Selv om jeg har garanteret for dækning af alle udgifter under hendes ophold i Danmark, kræves, at hun på udskriften af sin bankkonto kan dokumentere, at der er dækning af minimum 350 kroner pr. dag i de tre måneder, hun opholder sig i Danmark!

Som det fremgår: Sådan en ansøgning er ikke for begyndere! Og som tidligere nævnt: Gad vidst, hvordan danskere ville have reageret, hvis de blev mødt af lignende krav! Men lige nu ser det ud til, at vi kan tilfredsstille alle kravene fra Udenrigsministeriet, og vi glæder os meget til at besøge Marokko i starten af februar.
Man skal være forsigtig med at diskutere politik med sine venner og bekendte og i de offentlige medier, men jeg vover forsøget: Politisk set befinder jeg mig til venstre for midten, men indtil videre ser jeg Lars Løkkes nye parti som en positiv fornyelse i dansk politik. Hvis man ser bort fra tabloid-pressens fokusering på hans underbukser og sko, har jeg tillid til, at hans nye parti som lovet kan fjerne noget af den sindssyge symbolpolitik, som har hærget det danske folketing i mange år, herunder konkurrencen om at foretage de mest ekstreme udlændingestramninger. Men vi får se! Foreløbig er Pernille Vermunds udmelding om hendes exit som formand i Nye Borgerlige et godt tegn!





Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.