Café Globen


Café Globen

- en dør til verden for rejselystne med hang til eksotiske og alternative oplevelser

Tekst: Erik Pontoppidan
Foto: Flemming Lindholm


Klik eller tryk HER for at se Café Globens egen hjemmeside og læse om dens aktuelle arrangementer.




I slutningen af 1960-erne holdt jeg meget af at komme i det daværende Husets Bogcafė på Nørregade. Det var dengang et sted, hvor mange unge backpackere mødtes for at udveksle rejseerfaringer, især fra den legendariske, gamle rejserute "The Hippie Trail" over land fra Danmark til Indien og Nepal. I dag er jeg medejer og fast bartender i rejsecaféen Cafe Globen i det centrale København, og ud over at sælge drikkevarer får jeg tit en snak med de unge backpackere og andre rejsefreaks fra hele verden. Så man kan på en måde sige, at en ring er sluttet for mit vedkommende. Og jeg nyder at være i caféen. Nu er folks interesser jo meget forskellige, men når jeg er bartender, får jeg næsten altid en god og hyggelig snak fyldt med substans, som handler om andet end havemøbler og børnebørn!

Starten på det hele

Det hele startede I 2003, hvor en kreds af medlemmer fra De Berejstes Klub besluttede at etablere en rejsecafė, hvor medlemmerne kunne mødes, og hvor der kunne holdes rejseforedrag. Det var et koncept, som på det tidspunkt ikke eksisterede andre steder i Danmark, og i starten tvivlede jeg selv på, om projektet kunne blive til virkelighed. Men efter nogle møder og diverse tiltag endte det med, at caféen blev en realitet og åbnede i marts 2005 som anpartsselskabet Cafė Globen ApS. Man kunne (og kan stadig) købe en eller flere andele á 1.000 kroner, og i dag har cafėen langt over 100 anpartshavere.

Lokalerne var ved overtagelsen en gammel motorcykelkøreskole, så der var ingen bar eller toiletter på stedet, men til gengæld var der malet fantasifulde tegninger af motorcykler på væggene. Et større restaurerings-arbejde blev sat i værk, hvor gulvene blev skiftet, væggene og lofterne blev malet, baren og køkkenet blev bygget, og der blev opført toiletter. Dertil kom indretningen af lokalerne, installationen af de tekniske fornødenheder som fadølsanlæg, espressomaskine og stereoanlæg. Og endelig – den 11. marts 2005 - kunne Café Globen slå dørene op for sine gæster. Siden åbningen er cafėen løbende blevet forbedret, senest med aircondition og nyt køkken.

Og i dag, efter snart 15 år, er den blevet en sikker succes. Cafe Globen er i dag bredt kendt i både medierne, hos rejsebureauerne og blandt det rejsende publikum. Og den er åben for alle med eventyrlyst i blodet, som søger inspiration til steder i verden, de drømmer om at besøge eller gerne vil dele deres viden og erfaring om.

Gratis rejseforedrag flere gange om ugen

Bortset fra nogle uger i juli er der gratis rejseforedrag flere gange om ugen. Og her er der masser af muligheder for at blive inspireret. Hver torsdag ved 19-tiden er det typisk erfarne globetrottere, hvoraf flere er hel - og halvprofessionelle skribenter og/eller fotografer, som fortæller og viser billeder. Da disse meget ofte har utraditionelle rejselyster, vil foredragene sjældent komme til at omhandle ”almindelige” rejsemål som Ibiza eller Mallorca, men snarere om Vestafrika, Sahara, Himalaya, Tibet, Sibirien, Bolivia eller Antarktis. På ugens øvrige hverdage (typisk tirsdage og onsdage) er der mulighed for at opleve rejsebranchens foredrag, når rejsebureauer fortæller om deres produkter. Rejsebureauforedragene har et mere kommercielt tilsnit, men her er det altid aktive ferierejser, der er på tapetet, som f.eks. trekkingture, cykelture og rejser fyldt med oplevelser. Under foredragene er cafėen ofte næsten overfyldt, med et stort og engageret publikum. Og alle arrangementer bliver i god tid slået op i cafėens kalender på cafegloben.dk. Man kan også - hvis man vil være sikker på ikke at gå glip af noget - tilmelde sig cafėens nyhedsbrev, så man hver uge automatisk får en mail med de to næste ugers program.

Udover rejseforedrag afholder Café Globen også mange events som f.eks. nytårsfester, julefrokoster, vinsmagninger, romsmagninger og ølsmagninger. Der er (naturligvis!) trådløst netværk (WiFi) i caféen , så man altid kan komme på nettet. Og i cafėens lille bibliotek findes litteratur om alverdens lande som f.eks. eksotiske rejseberetninger og guidebøger. For slet ikke at tale om De Berejstes Klubs flotte medlemsblad Globen. Det udkommer 4 gange om året og er efter min mening Danmarks bedste rejsemagasin.

Frivillige bartendere

Café Globens bartendere arbejder alle på frivillig basis. De fleste af bartenderne er medlemmer af De Berejstes Klub og er meget berejste, så de vil ofte kunne give gæsterne et par gode råd med på vejen til en eksotisk destination eller formidle kontakt til en anden berejst, som kender det rejsemål, man drømmer om at besøge.

Øl, vin, drinks, kaffe og te fra hele verden

Vi gør en stor indsats for, at vores øl-sortiment repræsenterer den mangfoldige verden, vi lever i. Cafėens øl-specialist udskifter løbende fadøls-fustagerne i baren, så der altid kommer nye og interessante produkter på banen. Og bag baren står der et stort køleskab med flaskeøl, som er fyldt med eksotiske øltyper fra mange forskellige lande og kontinenter. Så også her er der nok at gå på opdagelse i.

Af de øvrige drikkevarer kan nævnes kvalitetsprodukter fra forskellige hjørner af verden, f.eks. rom i verdensklasse, et friskt pust fra Brasilien i form af en Caipirinha eller mange andre drinks fra vores drinkskort. Hvis du er te-entusiast, er der mulighed for at smage te fra de bedste tehaver i verden, f.eks. Jasmin Perlete eller indisk chai-the. Også kaffebønnerne er i topklasse, for vi benytter kvalitetsprodukter fra vores leverandør ”Kontra Kaffe” til f.eks. Café Latte, Cappuccino og Espresso.

Man må gerne medbringe sin egen mad

Vi sælger ikke mad, da vi ligger midt i et minefelt af internationale ”Take away” - restauranter. Men vores koncept hedder ”Bring your own food” , hvor du gerne må tage din egen mad med ind i cafėen. Eneste betingelse er, at du køber noget i baren.


Retur til hovedmenuen for min hjemmeside