ATS-guldkorn fra Politiken

Af Erik Pontoppidan

Klik HER for at læse mere om afdøde Elvira Mortensen, som i 5 år kom til at sætte et stort præg på den offentlige debat i Danmark.


Politikens "At tænke sig" er et "Must" for mange læsere af Politiken og for folk med humoristisk sans. Det er langfra alle indlæg, som er lige sjove, men en gang imellem rammer de plet - og når det sker, så bøjes det danske sprog på en måde, som kun få forfattere er i stand til.


De higer og søger
i gamle bøger.
De roder og borer
i gamle traktorer
der går på krykker
og er i stykker.
De skue
- oh, hellige lue -
en skrue!


Uddrag af ATS-fortolkning af "Guldhornene"
af Adam Oehlenschläger i Politiken 26. marts 1961.
Kilde: ATS gennem 70 år. Politikens Forlag, 2002.

                           
Ploven harver .
Harven pløjer ,
så tænderne bøjer:
BANG, BANG!
Da klinger som før
et bulet rør!!!
Og tiden svinder.
- - - -
Men skuffen binder,
så ingen finder
de gamle minder.

Uddrag af ATS-fortolkning af "Guldhornene"
af Adam Oehlenschläger i Politiken 26. marts 1961.
Kilde: ATS gennem 70 år. Politikens Forlag, 2002.



For ATS-fans kan jeg i øvrigt varmt anbefale jubilæumsbogen "ATS gennem 70 år" (Politikens Forlag 2002, 249 sider, illustreret). En perfekt julegaveide til folk med hang til absurd og sort humor. Bogen er rigt illustreret og indeholder - udover et stykke Danmarkshistorie fra en enestående synsvinkel - nogle af de bedste ATS-klummer siden spaltens start i 1932.

Her er et par guldkorn:

**********************************************************************************************************

Politiken 2. februar 2017:

LYNINTERVIEW
EN FANTASTISK MULIGHED FOR MIN SØN

Fhv. Anders Fjogh Rasmussen, hvad synes du om den nye amerikanske præsident?

"Jamen jeg har jo tidligere sagt, at vi risikerede en global recession med Donald Trump og hans "America First"-politik. Jeg har også givet udtryk for, at man måtte frygte for verdens fremtid, hvis han blev præsident".

Og nu skal din søn, Henrik Fjogh Rasmussen, så arbejde for Trump?

"Ja, og det bliver jo en fantastisk mulighed for at arbejde sammen med en visionær præsident som ser på verden med friske øjne, og som med sin imponerende handlekraft kan være med til at genoprette tilliden til amerikansk lederskab!"

**********************************************************************************************************

Politiken 6. oktober 2016:

BERTEL KAN HAVE VÆRET MINISTER SIDEN 1920’ERNE

En kulstof 14-test afslører nu, at Bertel Haarder måske har været minister endnu længere, end man hidtil har troet.

Bertel Haarder kan i dag fejre, at han med sammenlagt 7.853 dage – næsten 22 år – er Danmarks længst siddende minister. Men den nuværende kultur- og knirkeminister kan altså have siddet endnu længere, mener eksperter fra Nationalmuseet, der har forsøgt sig med en kulstof 14-datering af ministeren, mens han sov.

”Og testen tyder på, at Bertel Haarder meget vel kan have været medlem af Madsen-Mygdals Venstreregering, som havde magten fra 1926 til 1929”, siger museumsinspektør Jan Moldau. ”Det passer også med nedskrevne vidnesbyrd om, at en minister fra den pågældende regering skulle have mistet besindelsen over for en medarbejder fra Statsradiofonien og i den forbindelse have anvendt udtrykket ”pis mig i øret!”

**********************************************************************************************************

Politiken 6. september 2016:

NYT FRA YIHAA HASSAN

Tugthuspoeten Yihaa Hassans seneste digt ”Jeg erkender”, oplæst i retten i Aarhus i går:

JEG ERKENDER

AT JEG SELV HAR SKABT DET UFORSKYLDTE

MIT NAVN ER YIHAA HASSAN

OG JEG HAR VÆRET PÅ KANT MED LOVEN

ELLER LOVEN HAR VÆRET PÅ KANT MED MIG

NÅR JEG HAR VÆRET PÅ DE KANTER

HVOR LOVENS LANGE ARM ER UBØJELIG

HVOR UTILPASSEDE POETER

BLIR HOLDT UD I STRAKT ARM

AF FUCKING BLEGFEDE PANSERE

MED HÅNDHOLDTE HÅNDJERN

OG BLÅ BLINK OG FUCKING FIS I DERES POLITIKASKETTER

JA, JEG ERKENDER MIN BRØDE

SELV OM DET BETYDER VAND OG BRØD

I ET SYSTEM FUCKING FYLDT MED UNDERMÅLERE

DER KALDER SIG HØJE DOMMERE

OG TAGER FOR SIG AF RETTEN

FOR DEN ER PÅ DERES SIDE

I MODSÆTNING TIL EN FUCKING POET SOM MIG

DER FUCKER ALTING OP.

I KAN BARE SMEDE ALLE DE RÆNKER

I VIL MOD MIG

TIL MIN PIK

OG DEN ER OMSKÅRET

OG DEN ER FLOT.

**********************************************************************************************************

Politiken 27. juli 2016: Kommentar til den forsinkede OL-by i Rio:

OL-VÆRTER: INGEN GRUND TIL PANIK

… ”Man kan selvfølgelig godt være ærgerlig over, at OL-byen ikke er helt færdig endnu, men man kan ikke bebrejde os. Vi gør, hvad vi kan, og har flere gange rykket vores VVS-folk, så der kan blive fyldt vand i svømmestadion, ligesom gasselskabet har lovet at åbne for gassen, så den olympiske ild kan tændes” siger værternes talsmand, Fernando Mañana.

**********************************************************************************************************

Politiken 9. juli 2016: Kommentar til den skandaleramte Inderhavnsbroen ved Nyhavn:

CYKLISTER GÅR TIL PAVEN

En kreds af cyklister har henvendt sig til Vatikanet for at få Inderhavnsbroen I København anerkendt som mirakel.

"I de tre år, hvor broen mellem Nyhavn og Christianshavn har stået og gabt på midten, har ingen - absolut ingen - forestillet sig, at den nogensinde skulle blive færdig. Men nu er den pludselig åbnet, og vi har med vores egne øjne set store flokke af cyklister og fodgængere bevæge sig over den. Hvis det ikke er et mirakel, ved jeg ikke, hvad det er, og jeg tror, paven vil mene det samme, når han hører om det", siger en af de glade cyklister.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra teknikborgmester Morten Kabell (Ensomhedslisten), som må forvente at blive helgenkåret under navnet Skt. Morten af Inderhavnsbroen, hvis den katolske kirke anerkender miraklet.

**********************************************************************************************************

Politiken 8. april 2016: Kommentar til en galning, som blev idømt en bøde, fordi han havde spyttet efter flygtninge fra en motorvejsbro:

BREAKING NEWS

Sydsjællands og Lolland-Falsters politi oplyser, at Spyttemanden har spyttet i bødekassen.

**********************************************************************************************************

Politiken 13. februar 2016:

BREAKING NEWS

Tonen bliver konstant hårdere, når danskerne diskuterer udlændingepolitik. Selv i fredelige bridgeklubber er det nu blevet helt normalt at trække nazikortet.

**********************************************************************************************************

Politiken 11. september 2015:

EKSMAND BLIVER GREVE

Hoffet oplyser, at man nu er klar med en aftrædelsesordning til Martin Jørgensen, som skal skilles fra grevinde Alexandra af Svanemøllevej: "Når skilsmisen er officiel, vil hr. Jørgensen blive udnævnt til greve af Engskiftevej, som er en sidevej til Svanemøllevej, ligesom han vil få et vejbump opkaldt efter sig samt ret til at køre i guldkaret, når han skal i Irma lørdag formiddag. Apanagen er der endnu ikke taget stilling til, da det er et politisk spørgsmål", siger hoffets informationschef, Lene Ballejob.

**********************************************************************************************************

Politiken 21. juli 2015:

SHOWBIZNYDT

Flere fremtrædende medlemmer af amerikansk showbusiness bekræftede i går, at Broadway som led i normaliseringen af forholdet mellem USA og Cuba vil opføre musicalen "Fidel on the Roof".

**********************************************************************************************************

Politiken 28. juni 2015:

HUMANISTISKE DANSKERE I SORG EFTER VALGET

Menedsmålingsinstituttet Telefon har spurgt et repræsentativt udvalg af humanistisk indstillede danskere, hvordan de reagerede på valget, hvor Dansk Folkestemningsparti blev næststørst:

31 procent er siden valget gået i bad to gange om dagen, fordi de føler sig beskidte.

27 procent har overvejet at emigrere eller i det mindste flytte deres Facebookprofil til et andet land.

21 procent skammer sig så meget over at være danskere, at de siden valgaftenen kun har forladt deres hjem med en spand over hovedet.

13 procent har afbrudt alle deres forbindelser med deres familiemedlemmer i Sønderjylland.

7 procent har overvejet at tage deres eget liv, men opgav, fordi de ikke kunne finde en bæredygtig metode.

1 procent sprang på den første færge til Oslo og søgte politisk asyl i Norge, men rejste hjem igen med det samme, da de opdagede, at Fremskrittspartiet er en del af den norske regering.

**********************************************************************************************************

Politiken 29. juni 2014:

SÅDAN ER DANSKERNE

Med udgangspunkt i den nye udgave af Statistisk Årbog tegner vi her et portræt af danskerne:

82 procent ved ikke, hvad de har gjort, siden de skal have det så godt.

78 procent synes, det ville være kedeligt, hvis vi alle var ens.

93 procent mener, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

67 procent mener, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning.

96 procent foretrækker ikke desto mindre godt vejr frem for dårligt.

54 procent kan godt lide et stykke rullepølse med sky.

46 procent hader rullepølse og sky.

61 procent mener, at Christiansborg er en børnehave.

72 procent møder jævnligt idioter i trafikken.

91 procent mener, at statistik ikke kan bruges til noget.


CORYDON VIL HAVE UNDERSØGT MISBRUG AF KONSULENTBISTAND

Finansminister Bjarne Corydon vil nu have opklaret, hvorfor staten årligt bruger næsten 4 milliarder kroner på konsulentbistand.

”Vi kan se, at f.eks. Kirkeministeriet har haft konsulenter til at undersøge, hvad der er meningen med livet uden at nå frem til et resultat, ligesom Udkantministeriet har brugt en formue på perifere konsulentopgaver”, siger Bjarne Corydon, der nu har bedt konsulentfirmaet McKinsey udatbejde en rapport om misbruget.

**********************************************************************************************************

Politiken 2. juni 2012:

GRAVSTEN FÅR ET STADIG MERE PERSONLIGT PRÆG

**********************************************************************************************************

Politiken 20-08-10:

NATURKATASTROFE RAMMER LEGOLAND

Legoland blev onsdag ramt af de værste oversvømmelser i landets historie, da et skybrud satte Taj Mahal, Kennedy Space Center og Dybbøl Mølle under vand, ligesom Holger Danske i al hast måtte fjernes, da vandet strømmede ind i kælderen under Kronborg:

”Vi har sendt alle disponible Lego-brandbiler ud for at pumpe vandet væk, men det har desværre vist sig, at Lego-brandmændene arbejder temmelig langsomt. Ja, det meste af tiden står de faktisk helt stille”, siger en talsmand for Legoland, der håber, at de besøgende vil bære over med de midlertidige ændringer, som oversvømmelserne har medført.

”Vi har for eksempel set os nødsaget til at anbringe Holger Danske på Akropolis, hvor vandet ikke kan nå ham, og Frihedsgudinden står indtil videre på Klampenborg Station, fordi Hudson-floden er gået over sine bredder”.

**********************************************************************************************************

Politiken ca. 25. maj 2010: Kommentar til regeringens genopretningsplan, hvor oppositionen foreslår, at hver dansker skal arbejde 12 minutter mere om dagen.

UGENS SANG: 12 MINUTTER ENDNU
Melodi: ’25 minutter endnu’ (Povl Dissing)

Jeg har været på job en hel lang dag
men der er 12 minutter endnu!

Jeg har knoklet som en gal ved min arbejdsterminal
der er 11 minutter endnu!

Mit hoved det gør ondt, og min krop er krop på skrømt
der er ti minutter endnu!

Jeg må svigte mine børn for at ta’ en ekstra tørn
der er ni minutter endnu!

Det er Villy og Helle, der har fået den idé
der er otte minutter endnu!

Mine øjne de flimrer – jeg kan næsten ikke se
der er syv minutter endnu!

Er det her fair forandring, så er jeg en orkidé
der er seks minutter endnu!

Og Netto den er lukket – jeg får ikke noget mad
der er fem minutter endnu!

Jeg skal bage samfundskagen ud’n at få et stykke selv
der er fire minutter endnu!

Gid fanden havde Villy – denne socialistpedel
der er tre minutter endnu!

Han må også godt ta’ Helle – hun er ikke min kop te
der er to minutter endnu!

De har taget noget af det, som jeg allerbedst ka’ li’
der er ét minut endnu.

De har stjålet 12 minutter af min dyrebare tid...
Hurraaa! Jeg har friiiiiii!


**********************************************************************************************************

Politiken 16-02-09:

HJØRNESOFA SKABER TRAFIKKAOS

Landbetjent A. Svendsen og hans hund Rollo bliver i stigende omfang kaldt ud til trafikuheld, der skyldes affald på kørebanen.

»Vi bliver i stigende omfang kaldt ud til trafikuheld, der skyldes affald på kørebanen«, siger A. Svendsen og tilføjer: »Det er de utroligste ting, folk taber fra deres trailere. For nylig var vejen til Kongerslev spærret af en vildfaren gyngestol og tre ubestemmelige potteplanter, og vi har også været udsat for en kummefryser, der generede trafikken på Vinkelvej i Pandrup«. »Men det værste, vi har oplevet, skete så sent som den anden dag, hvor vi måtte rykke ud, fordi en bilist havde tabt en hjørnesofa fra sin trailer midt på omfartsvejen. Den var sådan nærmest brunmeleret med orange striber i velourstof, altså sofaen – ikke omfartsvejen. Det skete uheldigvis, få minutter før grisebilen fra Orne kom kørende med dagens læs, og i et forsøg på at undgå hjørnesofaen mistede chaufføren herredømmet over grisebilen, med det resultat at den endte i grøften og 27 svin slap ud på omfartsvejen, netop som fiskebilen fra Thorup Strand kom kørende i sydgående retning. Fiskebilens fører blev nødsaget til at slå et ordentligt sving, hvorved han kom i slinger og endte i flagstangen foran Pandrup og Omegns Trikotage. Kollisionen var så voldsom, at adskillige fisk blev kastet ud af bilen, og en enkelt torsk var så uheldig at ramme en af trikotageforretningens kunder, netop som han var på vej ud ad døren«.

»Jamen, jeg har aldrig i mine livskabte dage oplevet et så voldsomt kaos på omfartsvejen, og Rollo var da også helt forvirret over virvaret. Selv om han gjorde sit bedste for at jage svin og fisk tilbage i deres biler, så måtte han til sidst give op. Jeg er alvorligt bange for, at han har taget varig skade. Han er endnu ikke kommet helt til sig selv, men sidder bare og stirrer ud i luften. Og hvis han hører så meget som lyden af en gris, kryber han ned under mit skrivebord og begynder at hyle«.

**********************************************************************************************************

Politiken 01-02-09:

UDENKRIGSK

En afstemning blandt 50 millioner russiske TV-seere viser, at Josef Stalin er den tredjemest populære person i landets historie.

”Det er helt sikkert gået tilbage for Stalin”, siger den russiske valgforsker Aleksandr Politkov og tilføjer:

”Før i tiden ville han uden problemer have fået omkring 99 procent af stemmerne, så det er noget af en nedtur pludselig at blive henvist til tredjepladsen. På den anden side er det måske ikke så ringe endda, når man tænker på, at Josef Stalin ikke har været politisk aktiv, siden han døde for 55 år siden.

**********************************************************************************************************

Politiken 27-06-08:

SIDSTE!!!



Fødefarekontrollen overvejer at indføre en ny type smiley til ophængning i forretninger, hvis indehavere har truet med at tæve kontrollanterne.

**********************************************************************************************************

Politiken 11-06-08: Det nye elefanthus i Zoologisk Have:

ZOONYT

Elefanten Ida udtaler til vor arkitekturmodarbejder, at hun og hendes artsfæller er glade for deres nye hjem i Københavns Zoo:
"Jeg synes, at Norman Foster - med skyldig reverens til sit forbillede, Buckminster Fuller - har nået nye højder med elefanthuset, hvis unikke formsprog trækker Zoologisk Have op i det højeste arkitektoniske leje", siger elefanten og tilføjer:
"Men der mangler noget hø!"

**********************************************************************************************************

Politiken 18-04-08:

ATS FINANS

v/ chefanalytiker K.F.X. Andersen, Ulfborg-Vemb Laane- og Sparekasse

Efter præsentationen af et ringe regnskab faldt kursen på Nokia-aktien i går markant. Det dårlige regnskab skyldes især, at forventningerne til en ny ringetone ikke er blevet indfriet. Ringetonen var bygget over Wagner-operaen ’Nibelungens Ring’, og Nokia havde især regnet med, at den ville være populær på det tyske marked. Den finske mobiltelefongigant har dog måttet erkende, at heller ikke mobiltelefonbrugerne i Tyskland er klar til ringetoner af godt 7 timers varighed. Det dårlige regnskab var i øvrigt med til at trække sms-indekset ned.

Oplysninger om, at Ganske Bank har opdaget et nyt gebyr, sendte aktien i vejret med 3 procent. De fleste børsmæglere har ellers været enige om, at det ikke ville være muligt for bankerne at finde flere områder, der kan belægges med gebyrer. Men nu har Ganske Bank fundet ud af, at kunderne bør betale 5 kroner, hver gang de trækker et nummer i en af bankens afdelinger, og det trak aktien op.

**********************************************************************************************************

Politiken 29-03-08:

FILMSNYDT

Instruktøren bag "Flammen & Citronen", Ole Christian Madsen, overvejer nu at lave en film om politiets rolle under besættelsen med titlen "Citronhalvmånen", oplyser vor filmsmodarbejder.

**********************************************************************************************************

Politiken 11-01-01:

TEKNOLEGOSK

ATS kan i dag præsentere de første resultater af samarbejdet mellem Microsoft og Lego:

**********************************************************************************************************


Politiken 02-04-02. Kilde: Elvira - forkortet af red. Fru Elvira Mortensen in memoriam. Politikens forlag, 2004. 103 sider, illustreret.

MADNYDT



Fru Elvira Mortensen, Flauenskjold - bryder sig ikke om rosenkål

Den 97-årige fru Elvira Mortensen, Flauenskjold, kan ikke forstå, at spiseforstyrrelser skulle være så stort et problem blandt unge mennesker:

"jeg kan ikke forstå, at spiseforstyrrelser skulle være så stort et problem blandt unge mennesker", siger fru Elvira Mortensen og tilføjer: "Det er i hvert fald ikke noget problem for min søn, som aldrig kommer og besøger mig, for han spiser alt, hvad man sætter for ham, hver gang han er her, altså lige bortset fra rosenkål, men det kan jeg nu heller ikke lide, for de giver så meget luft i maven, for eksempel kan jeg huske engang, da vi var til guldbryllup hos min afdøde mands afdøde onkel og tante i Ranum, hvor de serverede rosenkålsgratin, så jeg måtte lukke luft ud, hver gang der blev råbt hurra, det lykkedes nu også meget godt, bortset fra at jeg ramte ved siden af en enkelt gang, da jeg troede, at det var blevet tid til et af de lange, og jeg har heller aldrig selv haft problemer med at tage føde til mig, sådan som min søsters mosters niece fra Farsø, som altid sidder og stikker til maden, hvis det altså ikke er nogle af disse hersens nymodens retter som dem, Kirsten Hüttemeier laver i "Familie Journalen", jeg kan huske, at jeg engang prøvede at lave en af dem til min søn, det var sådan noget fiskehalløj med polonaisesovs eller noget i den henreting, og det brød han sig ikke om, for han fik nemlig et fiskeben galt i halsen, så jeg måtte tage ham ud på gårdspladsen og slå ham hårdt bagi med mælkekassen, som plejer at sidde bag på hans knallert, så kom fiskebenet ud, og det gjorde hans tænder desværre også, vi fandt dem heldigvis et stykke væk, og min søn har ikke taget skade af det, der skete dengang, bortset fra at han af og til har klaget over perlegrus mellem tænderne, men sådan er det jo med de unge mennesker nu om dage, de besværer sig over snart det ene, snart det (forkortet af red.).

**********************************************************************************************************

Politiken 24-06-06: De globale klimaforandringer:

JOBSNYDT

Indlandsisen oplyste i går, at den trækker sig tilbage og søger nye udfordringer som smeltevand. I en pressemeddelelse fra Indlandsisen hedder det bl.a.:

"Tiden er kommet til at prøve noget nyt. Jeg føler efterhånden, at jeg har været her i en million år, og tænkte, at det var nu eller aldrig. Da stillingen som smeltevand så dukkede op, var jeg ikke i tvivl. Jeg har altid drømt om at se de store oceaner, og det får jeg mulighed for nu. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for mange gode år og især tak for den varme, jeg har mødt inden for de senere år. Uden den var jobskiftet næppe blevet til noget".


**********************************************************************************************************

Politiken 10-04-05: Pavevalget i april 2005:

PAVENYT

FAVORITTERNE VED DET KOMMENDE PAVEVALG:




Luigi Pantalone, 91 år:
Regnes for at være en anelse konservativ, da han er modstander af sex før, under og efter ægteskabet. Gik tidligere ind for, at homoseksuelle skulle brændes levende på korset, men har på det seneste blødt sin holdning op, idet han har tilkendegivet, at afbrændingen også kan ske andre steder.



Monsignor Pierre Derrière le Pissoir, 79 år:
Yngste kandidat i feltet. Går ind for, at den katolske kirke skal have flere strenge at spille på. Hans manglende livserfaring og hans guitarspil, som lader meget tilbage at ønske, kan dog komme ham til skade ved afstemningen.



Patrick McBiscuit, ærkebiskop af Arkansas, 97 år:
Et af de mere liberale paveemner. Går ind for sex efter ægteskabet og har ført kampagne for, at messedrengenes kjortler skal være lårkorte.



Poul Europe Rasmussen, fhv. statsmedister, 59 år:
Indstillet af det danske suicidaldemokrati, som gerne vil have ham endnu længere væk end Bruskcelles. Det taler formentlig mod Europe Rasmussens kandidatur, at han ikke er katolik, samt at dronning Margrethe kan forventes at sy en messehagel til ham, hvis han bliver pave.

**********************************************************************************************************

Politiken 07-02-05: Valgkampen i februar 2005:

ATS VALGEKSTRA

Kun i ATS

DEN SIDSTE DUEL

Lykketoft (tidl. Lykketot): "Suicaldemokraterne vil afsætte regeringen samt 200 millioner til forbedret hjemmehjælp!"

Fjogh: "Regeringen vil afsætte 500 millioner!"

Lykketoft: "Ja ja, men det er jo ikke gjort med bare at afsætte penge. Under denne regering er der simpelt hen ikke nok pensionister, der har været i bad!"

Fjogh: "Det passer jo ikke, Mogens! Det fremgår tydeligt af regeringens seneste hvidvaskningsrapport, at langt flere pensionister har været i brusebad under denne regering end dengang, I sad ved magten!"

Lykketoft: "Nu piller minimalstatsministeren igen nogle tal ud af en sammenhæng. Hvis du læser din egen rapport, så vil du se, at Jeres badepolitik vender den tunge ende nedad. For eksempel må langt de fleste pensionister i almene boliger nøjes med etagevask!"

Fjogh: "Jamen, det er jo også præcis derfor, at regeringen har indført frit valg på badeområdet. Så hvis en pensionist ikke har været i bad i en måned, kan vedkommende frit vælge at få foretaget en Guldvask hos Shell - eller Statoil, hvis den er tættere på hjemmet - med undervognsskyl og voksbehandling".

Lykketoft: "Jamen så vil jeg da benytte lejligheden til at foreslå, at vi her og nu aftaler at give en vaskegaranti til alle landets pensionster, så vi sammen sikrer, at vore ældre bliver længst muligt i eget bad!"

Fjogh: "Regeringen er parat til at gå endnu længere. Derfor lover vi pensionisterne en kommunal koldpermanent om måneden og frit fodbad til ældre mænd med sure tæer!"

Lykketoft: "Jeg ved ikke, hvordan regeringen vil finansiere alle disse vandløfter. For at sige det med minimalstatsministerens egne ord: Pengene fosser ud af badeværelset!"

Fjogh: "NU har vi jo kendt hinanden i 26 år, Mogens. Så du burde da vide, at en regering under min ledelse holder sine løfter, og at finansieringen er i orden. Pensionisterne kan roligt regne med at blive både vasket og tørret af os!"

**********************************************************************************************************

Politiken 20-09-04:

Oplysning til Borgerne om Skilsmissen - Hofmarskallatet informerer:

Hans Kongelige Møghed kornprins Joachim vil i dag klokken 15 markere separationen fra Hendes Hongkongelige Afsked prinsesse Alexandra ved at gå i Københavns Zoologiske Have med sine børn. Kornprinsen vil klokken 15.45 aflægge besøg hos fadbamserne, imens prinserne spiser en stor isvaffel ved iskageboden u.f. baviangrotten.

Fra Zoologisk Have fortsætter kornprinsen og hans sønner til McDonald's på Vesterbrogade, hvor prinserne vil spise 48 Chicken McNuggets og sprøjte ketchup på de andre kunder.

Hoffet kan i øvrigt oplyse, at separationspapirerne d.d. er oversendt til Kongefamilie- og Forbrugsministeriet. Når skilsmissen er effektueret, vil Hans Kongelige Møghed kornprinsen og Hendes Hongkongelige Afsked prinsessen komme frem på hver deres balkon på Amalienborg og vinke til hinanden.

**********************************************************************************************************

Politiken 17-09-04:

NYT OM ALTING

V/ Solvejg Schnagefrüd

Tunge skyer trak i går ind over den royale residensby Møgtønder, og det tidligere så idylliske Schnakkengaard virkede med ét som et mørkt og dystert spøgelsesslot, da nyheden om den forestående skilsmisse mellem kornprins Joachim og Hendes Hongkongelige Højhed Kornprinsesse Alexandra bredte sig som en steppebrand ud over de sønderjyske brakmarker.

Den royale skilsmisse kom uden tvivl som et chok for den almindelige dansker. Men ikke for mig, som længe har ligget inde med yderst delikate oplysninger om det førhen så forelskede pars interne skærmydsler. Således berettede min gode veninde, kongepuddelstylisten Sys Bebber, Charlottenlund, allerede for længe siden, at Joachim og Alexandra var stærkt uenige om opdragelsen af deres fælles hund, Oscar, der i sin tid fik politisk asyl i Danmark, fordi den følte sig forfulgt af kinesiske restauratører. Jeg har også hørt en benløs fugl synge om, at parret ofte sloges om fjernbetjeningen, når Joachim ville se ’Monster Trucks’ på Eurosport, mens Alexandra foretrak haveprogrammerne på BBC Gardening.

Hvorom alting er, så skal de to tidligere turtelduer nu til at leve hver for sig, og det ligger fast, at de fortsat vil passe deres officielle pligter. Derfor har Joachim da heller ikke aflyst arrangementet i dag på Vojens Speedwaycenter, hvor han skal indvie et nyt fadølsanlæg, ligesom Alexandra heller ikke svigter beboerne på De Gamles Hjem i Ølstykke, hvor hun har lovet at kaste glans over dagens sækkevæddeløb.

Men skal kornprinsen forblive ungkarl, eller venter en ny livsledsagerske rundt om hjørnet? Endnu er det for tidligt at sige noget sikkert herom, men i forbindelse med ungskuet i Herning tidligere på året var vi flere (min kongepuddel Henri og jeg), som bemærkede, at Joachim havde et endog særdeles godt øje til en stangsmart høstmaskine. Så lur mig, om der ikke inden for nærmeste fremtid atter kommer chokerende nyt fra hoffet!

**********************************************************************************************************

Politiken 18-07-04:

PENSIONSNYDT

Meningsmålingsinstituttet Observans har ringet til et vredt udsnit af befolkningen og spurgt: "Vil De gå på pension når De fylder 60, og mener De, at man kan få høreskader af at spise for meget knækbrød?"

Hertil svarede præcis 50 procent "ja" og 50 procent "Hvad siger du?".

**********************************************************************************************************

Politiken 28-05-04: Sagen om bogtyveriet på det Kongelige Bibliotek

BOGTYVERI, DAG 8

Af vore retsmodarbejdere

Anklager Helle Just justerer sin grå bomuldsnederdel med det diskrete, kongeblå mønster, som afslører, at den må vaskes ved højst 35 grader. Så kigger hun ned i sine papirer, der befinder sig i en mappe af lyst svineskind med ganske få fedtpletter på omslaget og randen fra et kaffekrus på bagsiden. Endelig løfter anklageren blikket og får hen over sine Guccibriller øjenkontakt med vidnet, Margaret Ford Fairlane fra Agatha Christies auktioner i London, som i dagens anledning er iført en vissengrøn spadseredragt i kamgarnsuld, der under ingen omstændigheder må vaskes sammen med kulørte uldsokker.
Det er det afgørende øjeblik i retssagen om Århundredets Bogtyveri, og anklager Helle Just er godt klædt på til opgaven. Hun distraheres imidlertid, da messinghåndtaget på egetræsdøren pludselig begynder at bevæge sig med en svagt knirkende lyd. I næste øjeblik går den tunge dør med fyldningerne og de udskårne blomsterfigurer op, og en mand med gråsprængt hår og blå øjne bag de tykke brilleglas (omkring minus 6 på begge øjne) kommer ind i det skriggrønne retslokale. Det viser sig dog hurtigt, at den nytilkomne i det lidt falmede tweedjakkesæt og tilhørende vest med lommetørklædet foldet sirligt i forlommen samt mørkebrune Bally-snøresko blot er gået forkert. Han skulle have været inde ved siden af og afgive vidneforklaring i en dyreværnssag om nogle papegøjer, der er blevet skudt.
Anklageren vender atter sin spidse, let skinnende og svagt rosa næse mod vidnet, og forsvarer Merethe Snagehorn, som har perlebesatte guldringe dinglende fra ørerne samt et forkølelsessår i højre mundvig, synes at holde vejret, da den spinkle Helle Just med de hektiske, røde pletter og det skarabæformede halssmykke sætter sit afgørende stød ind: »Og De repræsenterer så Agatha Christies auktioner?«.
»Yes«, svarer vidnet.
På engelsk.

**********************************************************************************************************

Politiken 01-05-04:

MADNYT



Fru Elvira Mortensen, Flauenskjold - spinlonkjole i flammer

Den 99-årige fru Elvira Mortensen, Flauenskjold, er forundret over, at en familie på fire personer ifølge en undersøgelse fra Miljøforstyrrelsen smider over fem kilo mad ud på en uge.

»Jeg er er forundret over, at en familie på fire personer ifølge en undersøgelse fra Miljøforstyrrelsen smider over fem kilo mad ud på en uge«, siger fru Elvira Mortensen og tilføjer:

»Jeg kan ikke få mig selv til at kassere madvarer, for hvad der ikke spises den ene dag, kan spises den næste eller den næste igen, og man kan jo bare hælde lidt Atamon i, hvis det skal holde sig længere, eller komme mere salt på, så man ikke smager den dårlige smag, eller røre rundt i maden, så man ikke ser mugpletterne, men jeg må da indrømme, at jeg en gang var kommet til at købe for meget kål og nær aldrig havde fået det spist, for jeg er jo kun mig selv, min søn kommer aldrig og besøger mig, så jeg måtte spise kål en hel uge i træk og havde til sidst så meget luft i maven, at jeg kom galt af sted, da jeg bøjede mig ned for at samle et nøgle garn op fra gulvet, for lige bagved stod et tændt stearinlys, og så gik det hverken værre eller bedre, end at der pludselig stod flammer ud af bagdelen på min spinlonkjole, så jeg måtte løbe alt, hvad remmer og tøj kunne holde, ud i haven, hvor jeg satte mig op i fuglebadet, og det skulle jeg aldrig have gjort, for der sad en fugl, det var vist en musvit, men det var det ikke længere, da jeg havde siddet på den, men jeg fik da i det mindste slukket min spinlonkjole, og da posten kom forbi og spurgte, om han skulle hjælpe mig op af fuglebadet, sagde jeg nej tak, men bad ham i stedet komme hen til mig med Familie Journalen, så jeg kunne dække mig med den bagtil, for man bryder sig jo ikke om, at posten skal se ens brændte bagdel og blive helt« (forkortet af red.).

**********************************************************************************************************

Politiken 30-04-04: "Den amerikanske uderigsminister Colin Powell besøger København:

UDENKRIGSK

Af vor udenkrigsmodarbejder Richard Ragnarok

Den amerikanske udenkrigsminister Colin Powell var i fremragende krigshumør, da han i går ankom til København. Turen gik først til Frederiksberg Gymnasium, hvor udvalgte elever havde fået lov at stille hver et spørgsmål til udenkrigsministeren:

»Hvad er det, der er rødt, og som farer op og ned hele tiden«, spurgte Lars Ole, 1. g.

»Det er en tomat i en elevator«, svarede Colin Powell.

En anden elev ville vide, hvad kvadratroden af 774 er, og udenkrigsministeren lovede, at han nok skulle vende tilbage med et svar en af dagene.

Et tredje spørgsmål gik på, om USA ikke havde fyldt folk med bullshit om de irakiske masseødelæggelsesvåben for at få lejlighed til at buste Saddam Hussein, men det havde gæsten ikke tid til at svare på, da han skulle videre til frokost med udenrigsmagister Per Stiv Øller.

Her blev der serveret små lune krigsretter, imens Powell endnu en gang udtrykte den amerikanske regerings taknemmelighed for det danske snerydningsudstyr og ubåden, som var med til at gøre ørkenkrigen mindre triviel, end den slags plejer at være.

Udenkrigsministerens besøg hos dronning Margrethe blev afviklet i Amalienborgs ikkerygeraflukke, hvor Colin Powell en stor del af tiden var overladt til sig selv.

Han nåede dog at hilse på prins Henri og blive bidt i benet af kongeparrets hund, Celibidache, ligesom Powell som vidnesbyrd om venskabet mellem Danmark og USA blev dekoreret med Søelefantordenen af allerhøjeste grad.

Inden sit besøg havde Colin Powell udtrykt ønske om at se Manneken Pis, når han alligevel var i København. Det lod sig imidlertid ikke gøre, så i stedet aflagde han officielt besørg på de offentlige toiletter på Rådhuspladsen, hvorefter udenkrigsministeren sluttede dagen med et besøg i Tivoli og en tur i tekopperne med Per Stiv.

**********************************************************************************************************

Politiken 08-02-04: "Krøniken" i TV:

KRØNOLOGISK

Sidste søndag i "Krøniken" - et ATS-resumé (uddrag):

... Palle, som stadig bor sammen med Krummes far, kan ikke glemme Søs, hvilket der ikke er noget at sige til, eftersom han støder på hende, hver gang han bevæger sig uden for en dør. Han beslutter at skrive et brev til hende. Da Palle ikke har råd til et friermærket, tager han selv ud for at aflevere brevet i Søs' sprække, som imidlertid viser sig at være optaget af Peter Gantzler.

I stedet for at springe på Søs må Palle derfor springe soldat, og det betyder, at han bliver yderligere forsinket i at opbygge det danske velfærdssamfund sammen med Jens Otto Krag.

**********************************************************************************************************

Politiken 11-01-04:

HVÆSERNE MENER

Pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg, skriver:

Så har de sædvanlige socialistiske sundhedsapostle kastet sig over en af landets fremmeste erhvervsvirksomheder, slagterikoncernen Danish Crown, som ganske vist lægger flere hundrede milliarder i den danske statskasse hvert år, så d'herrer klidmonstre kan få smør på begge sider af deres fodæltede klidkiks, men det kan d'herrer økologifeminister naturligvis ikke tage sig af, når der er fundet fedt i kanterne på en af slagteriets pålægsmaskiner, for uha, man kunne jo risikere at få fedt i maden, og det kan ikke accepteres i det åh så efterhånden fedtforskrækkede Danmark, hvor hr. Arne Astrup og hans ligesindede har lyst rullepølsen i band og suget alt blodet ud af vore blodpølser.

Næh, hvis man skal have noget at spise i dette land, er det efterhånden blevet noget så fy-fy at nyde den gode, danske mad og den brune sovs, for der er jo både kalorier og kulør på, så hellere gå på 'fin' restaurant i København og bestille en stor tallerken med tre fransktalende asparges og et salatblad, og hvis man ikke bliver mæt af det, kan man altid fortsætte til en 'etnisk' restaurant og spise et tyrkisk lam, som har stået og bræget på en altan sammen med 27 høns og 17 kriminelle andengenerationsspædbørn, som vi i parantes bemærket betaler til via skattebilletten, så de kan vokse op og voldtage danske kvinder og blomsterkummer og bagefter blive klappet på skulderen af 12 pædagoger, der synes, at det er synd for dem, at de ikke må gå med kniv og skære dækkene op på vore biler, som vi knap har råd til at køre i, fordi de marxistiske munkebrødspolitikere brandskatter bilisterne og tvinger os til at køre med sikkerhedssele, som om vi var pattebørn.

Længe leve den højt besungne danske fødevarekontrol!

**********************************************************************************************************

Politiken 15-11-03: Diskrimination i en taxacentral i Odense, hvor "jeg skal have en hund med" betyder, at kunden ikke ønsker en indvandrerchauffør:

HYREVOGNSNYDT

ATS er kommet i besiddelse af nedenstående instruktion til alle nyansatte i landets taxicentraler:

»Jeg skal have en hund med« betyder, at kunden ikke ønsker en muslimsk chauffør.

»Jeg skal have en ko med« betyder, at kunden ikke vil køre med en hinduchauffør (eller at kunden skal have sin hustru med i vognen).

»Jeg skal have en cykel med« betyder, at kunden skal have en cykel med.

»Må jeg bede om en vogn til Gentofte« betyder, at kunden ikke ønsker at køre med en mørklødet chauffør.

**********************************************************************************************************

Politiken 10-11-03: Kommentar i anledning af den nye finanspakke:

HVÆSERNE MENER

Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg, skriver (til Jyllands-Komposten):

Så har det såkaldte 'kulturliv', som de forkælede socialistskuespillere i København ynder at kalde sig selv, endnu en gang fået en økonomisk håndsrækning af de åh så forstående politikere. Og denne gang var det sandelig ikke nok at hælde et par hundrede millioner i Det Kongelige Teater, som vi andre må betale i dyre domme til, så københavnerne kan komme ind og se en flok biseksuelle balletdansere løbe nøgne rundt på scenen i lange underbukser - næh, de såkaldt 'eksperimenterende' teatre skulle da også lige have nogle millioner oven i hatten, så skuespillerne kan blive endnu dygtigere til at stå på hovedet og sige som en gulerod, imens avisernes anmeldere falder i svime over dette ih så nyskabende teater, og det ville sandelig også være forfærdeligt, hvis disse forfinede kunstneriske sjæle skulle tvinges til at spille teaterstykker, hvor folk kunne forstå handlingen, og hvor kulisserne forestillede ganske almindelige hjem med hjørnesofaer og kakkelborde i stedet for at ligne en udbombet kemikaliefabrik med blikplader, blåt lys og røg, der kommer ud alle steder.
Længe leve den højt besungne danske kulturpolitik!

**********************************************************************************************************

Politiken 05-08-03: Massageannoncernes indtog i Den blå Avis har skærpet kampen om læsernes opmærksomhed:

AVISNYDT

AA AFSINDIGT FRÆKKE

Sexoplevelser hos storbarmet Buddingeblondine, hvis du køber kakkelbord, 180 x 70 cm m. kornblomstmotiver. 2.400 kr. 34 93 56 37.

A BABE HAVETRAKTOR

"Ginge" m. store forlygter og galvaniseret understel . 8.500 kr. Tlf. 29 87 65 24.

**********************************************************************************************************

Politiken juni 2003: Diskussion om sexchikane på arbejdspladsen:

Statsministeriet oplyser, at der ikke er rapporteret sexchikane på Christiansborg. Til gengæld er der flere politikere, der har pillet ved efterlønnen.

**********************************************************************************************************

Politiken 16. Marts 2003:

Sådan kan man se, at Christiania er ved at blive borgerligt:

I Pusher Street er de handlende begyndt at sætte byttemærker på deres varer og tilbyde at pakke dem ind, hvis det er en gave.

Segas Gardinbus har fået fast stoppested ved Den Grå Hal med ankomst hver halve time.

Kop & Kande har undersøgt mulighederne for at åbne en filial i Månefiskeren.

Gaderne ligger øde hen, når der er "Helt solgt" på TV2.

Hundenavne som Tulipan og Smørblomst er på vej ud, mens navne som Putsi, Pjevs og Trofast er blevet mere almindelige. Desuden er der stadig flere schæferhunde med gule tænder og øjenbetændelse.

Stadig flere christianitter ringer til politiet og brokker sig, hvis der ikke er ryddet sne og saltet i Pusher Street senest klokken 7.30.

**********************************************************************************************************

Politiken i 1990-erne: Portræt af en af spidserne i Det Konservative Folkeparti. Hentet fra bogen "ATS gennem 70 år":



Helgen Adam Møller

Også medlem af sprutkredsen, selv om han med sin puritanske og militaristiske indstilling sikkert ikke nyder noget stærkere end danskvand med citrus før natmaden. De konservastives svar på Terminator. Her i fuldt ornattøj og med det karakteristiske tomme blik ud i fremtiden.

**********************************************************************************************************

Politiken 25. november 1996. Her hentet fra ATS's jubilæumsbog fra 2002:

Den tidligere trafikminister Jens Risgaard Knudsen havde fået gennemtrumfet, stik imod al trafikal nødvendighed, at der blev lavet en motorvej oppe i hans valgkreds i Hjørring, og ATS havde en rapport fra trafiktællingen deroppe. Den er i god gammel ATS-tradition med bare at køre derudad, strengt logisk på et absurd grundlag (eller også er det omvendt):

TRAGIK-TÆLLINGEN

Med eneret for ATS og Vejdirektoratet bringer vi her den første trafiktælling fra den nye Hjørring-motorvej, også kendt som Jens Risgaard Knudsens Allé:

6.00: Trafiktællerne Signe, Signe og Sine fra 1.g på Hjørring Gymnasium ankommet til udfletningen ved Fuglsig mark medbringende optællingsskemaer, blyanter og proviant (300 pakker tyggegummi).

9.02: Traktor (Massey Ferguson) observeret i nærheden af motorvejen.

9.07: Snegl (vinbjerg) observeret i krybesporet.

9.31: Første bil (Toyota Starlet) observeret i nordgående retning. Det er Signes mor, der kommer med friskbagte boller indeholdende rosiner og sukat. Trafiktællerne er uenige om, hvorvidt hun skal tælles med.

10.14: Grisebilen fra Horne (Hanomag Diesel) observeret i sydgående retning. Drejer fra ad afkørsel 714 mod Lars Tyndskids Mark.

11.08: Jens Risgaard Knudsen observeret i nordgående retning i sin privatbil (Opel Kaptajn). Han kører, som om han ejer hele vejen.

11.45: Grisebilen fra Horne observeret i nordgående retning, nu med grise på ladet.

15.29: Trafiktællingen midlertidigt indstillet, da Signe og Sine kommer op at slås om den sidste pakke tyggegummi.

16.01: Jens Risgaard Knudsen observeret bakkende mod syd i det nordgående spor. Idet han kører forbi trafiktællerne, ruller han vinduet ned og oplyser, at han næsten var kommet helt til Hirtshals, før han opdagede, at han havde glemt sine briller.

17.13: Landbetjenten fra Tornby kommer forbi på sin daglige patrulje og benytter lejligheden til at tjekke Signes forlygter.

17.53: Rutebil (rute 234 til Uggerby via Hvirrekær, Skærping og Tåghøj) obeserveret i nordgående retning, syv minutter forsinket og med tre passagerer.

18.00. Trafiktællingen afsluttet. Bemærkninger: Der har i dagens løb været adskillige køer (på markerne).

**********************************************************************************************************

Politiken 25-11-02: Ny partiformand i Socialdemokratiet efter Poul Nyrup:

HVÆSERNE MENER

Gyrithe Snørkelmose, Nærum, skriver:

Jeg synes, det vil være forkert af Suicidaldemokraterne at vælge Mogens Lykketot som partiformand, for han ser vel nok skummel ud. Han ligner en kriminel asylansøger, som jeg så for nylig i Kop & Kande på Nærumvænge Torv.

Han stod og kiggede indgående på en elektronisk poselukker designet af Jacob Jensen, og det var helt tydeligt, at han ville have stjålet den, hvis ikke der havde været personale i nærheden, og sådan en mand synes jeg ikke, at man kan have siddende som formand for et af landets største partier og måske oven i købet som statsminister!

**********************************************************************************************************

Politiken 15-11-02: Misbrug af fremmede kulturer i reklamer:

INUITALT

Eksemler på, at multinationale selskaber har misbrugt inuit-kulturen:

Frisko Is har kopieret en kæmpe-eskimo, uden at han vidste det.
Blomberg har kopieret det grønlandske klima i sine kummefrysere.
Derimod er der endnu ingen, der har kopieret Rasmus Lyberth.

**********************************************************************************************************

Politiken 24-10-02: Kristeligt Folkeparti blander sig i religionsundervisningen:

DARWINNYT

Nedenstående tekst er godkendt af Kristeligt Folkedanserparti til brug for biologiundervisningen i folkeskolen og gymnasiet:

Darwin sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr, herunder især aber, som senere kan blive til mennesker!«
Men Gud så, at det ikke var så godt, og så skabte han mennesket i sit eget billede og lod Darwin sidde tilbage med aben.

1. Mosebog 24, 3th.

**********************************************************************************************************

Politiken 09-10-02: Den forsinkede metro:

HVÆSERNE MENER

Jonni Hansen, Gl. Køge Landevej samt Fortov, skriver:

Enhver kunne da have sagt sig selv, at Metroen aldrig vil komme ud af stedet, for togene er som bekendt førerløse, og hvis der var nogen, som kunne få togene til at køre til tiden, var det føreren!

**********************************************************************************************************

Politiken 02-10-02:

ÅBNINGSNYDT

Hovedpunkterne i minimalstatsminister Anders Fjogh Rasmussens åbningstale:

Bistandsklienterne skal omskoles til bankdirektører.
Den sociale arv skal fritages for arveafgift.
Posedamerne skal have nye poser.
Skoleeleverne skal tages i skole.

**********************************************************************************************************

Politiken 20-08-02: Om fornyelse i Socialdemokratiet ved brug af moderne markedsføring:

ARBEJDERNYT

Tidl. Statsmedister P. Fornyrup har sendt os nedenstående vers fra den nyreviderede udgave af Arbejdersangbogen:

Når jeg ser et rødt flag smælde
Tænker jeg uha, uha.
Vi kan ikke billetterne sælle,
hvis det røde skal være vort flag.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i min tå,
thi det flag, der nu smældende når himlen,
bør i fremtiden ha' farven blå.

**********************************************************************************************************

Politiken 26-07-02: Ny prins i kongefamilien:

HVÆSERNE MENER

Jeg synes, at de skulle kalde den nye prins for Fu. Det ville lyde godt , hvis han bliver konge engang.


Pens. Egerninseminør Fedthaar, Kregme

**********************************************************************************************************

Politiken 30. maj 2002: Australske forskere vil prøve at genskabe den tasmanske tiger ved hjælp af gammelt DNA:

VIDENSKABSNYDT

Uddøde dyr, som australske forskere har planer om at genskabe ved hjælp af dna-materiale:

1) Den tasmanske tiger
2) Den tamilske tiger
3) Den underlige fisk
4) Den forlorne skildpadde
5) Den toppede høne
6) Så er der ikke planer om at gen-skabe flere uddøde dyr
7) Nå jo, der er også lige Den andalusiske hund

**********************************************************************************************************

Politiken februar / marts 2002: Om borgmester Brixtofte i Farum:


INDENKRIGSK

Indenbords -og sundhedsmedister Lars Løkke Rasmussen stillede i går følgende supplerende spørgsmål til Farums Midpunkt, borgmester P. Bristtofte:

1) Er det korrekt, at du ved flere lejligheder har malet byen rød uden foregående aftale med formanden for teknisk udvalg?

2) Har man i forbindelse med Julemandens frivillige bidrag til Farum Drukkenboldklub sikret sig, at beløbene ikke figurerer på hans selvangivelse som fradragsberettigede udgifter til kostumer, vedligeholdelse af kane samt rensning af rensdyr?

**********************************************************************************************************

FODBOLDSNYDT

Følgende personer har i regnskabsåret 2001 ydet bidrag til Farum Drukkenboldklub:

Julemanden har givet 600.000 kr.
Fandens oldemor har bidraget med 500.000 kr. til opførelse af familietribunen på Farum Romanum (tidl. Farum Stadion).
Den afskyelige snemand har betalt 450.000 kr. for forpagtning af iskiosken.

**********************************************************************************************************

Politiken 15. februar 2002: Om Prins Henriks personlige krise:


REDACTIONELT:

Hofmarskal Søren Halvsund-Christensen advarer om, at den megen omtale af prinsesse Alexandras graviditet meget nemt kan få prins Henri til at blive sur igen og tage tilbage til Kajs vinslot.

"Det er heller ikke fair. Pressen har ikke nævnt med ét eneste ord, at prinsen i årevis har gået rundt med en konge i maven", pointerer hofmarskallen.

**********************************************************************************************************

Politiken 8. Januar 2002: Det italienske selskab Arriva overtager de Vestjyske jernbaner:


DAGENS HIT:

Fhv. Henrik Hassenkam synger 'Arrivaderci DSB'.

**********************************************************************************************************

Politiken 18. november 2001:


Udvalgte højdepunkter fra BogForum 2001:

13.20: TV-værtinden Cecilie Frølår taler om sin bog "Gennem østrogenmuren med mit Gucci-ur".

15.45: Georg Metz taler med Klaus Rifbjerg om, hvad de har fået til frokost.

17.00: Historikeren Bo Lidergaard taler om årets store politiske udgivelser: "Ude med snøren - fisk og mennesker jeg har spist" af Uffe Fiskefrikadellemann-Jensen og "Ude med svaberen - sild jeg har dunket" af Jens Otto Krag.

18.30: Hans Engell taler med Annette Engell om hendes bog "Hansemand lugter" (Obs! Publikum anmodes om at respektere sikkerhedsafstanden på fire meter til scenen).

**********************************************************************************************************

Politiken november 2001: Kommentar til Amdi Petersens luksuslejlighed i Florida:


I Tvind-skolernes computere er der fundet notat-udkast med følgende overskrifter:

Det Nødvendige Seminarium
Det nødvendige skattely
Den nødvendige Penthouse-lejlighed
Den unødvendige politiundersøgelse

**********************************************************************************************************

Politiken 27-09-01: Kommentar til Ikeas beslutning om at droppe juletraditioner for personalet på grund af de mange etniske medarbejdere:


ANNONCE

Ikea har i denne uge tilbud på følgende multietniske varer:

Ibrahim (tidl. Ivar) stige-reol
Osama opbevaringskasse
Jihad garderobeskab
Ali gulvlampe & vandpibe
Søren jysk tranlampe
Amin sækkestol

**********************************************************************************************************

Kommentar til starten på det frie bogsalg i supermarkeder og kiosker fra januar 2001:


ANNONCE

Nu må vi også sælge bøger!

NYTÅRSTILBUD fra DK-tanken i Feldballe: 1 glas Böklunder Pölser, "Krig og Fred" og 1,5 liter sprinkler-væske for kun 79.95!

Når det handler om litteratur er det DK-tanken i Feldballe der du´r.

**********************************************************************************************************


SVAR TIL MANGE:

Nej, Kong Christian Den Tiende var ikke i familie med Malcolm X. Det er simpelt hen for langt ude!

**********************************************************************************************************


I anledning af den alkoholfri uge har Otto Brandenburg indvilget i at indsynge melodien "To lyse på et bord".


HØRT I JERUSALEM:

Præsident Clinton: "Ich bin ein Rabbiner!"

**********************************************************************************************************


Da Poul Nyrup ikke ville hilse på Dalai Lama under hans besøg i København:


"Hr. Nyrup, Hvorfor vil De ikke hilse på lamaen?"
"Fordi jeg har nok at gøre med at sluge kameler!"

**********************************************************************************************************


Kommentar til Politikens konkurrence om den bedste betegnelse for det nye årtusinde:


ATS' bud på betegnelsen for år 2000 - 2010:

De brølende nullerter!


**********************************************************************************************************


Kommentar til retssagen mod en tolder i Gedser, fordi han blev presset til at spionere mod Danmark for det gamle DDR. Årsagen var, at han havde forelsket sig i en østtysk pige:


SIDSTE!!!

Politiets Efter-rationaliserings-tjeneste oplyser, at den forelskede tolder fra Gedser nu er mistænkt for endnu en forbrydelse: "Han har undladt at deklarere sin forlovelse, og det er en meget alvorlig forseelse for en toldembedsmand", siger en talsagent.